Skibsbrand vil ske igen, siger havnedirektør
Sådan siger havnedirektør Thomas Elm Kampmann i kølvandet på branden ombord på Rix Munte tirsdag.
- Det her er sket mange gange før, og det kommer også til at ske igen, siger han og uddyber.
- Vi ved jo, at der er gods ombord, som kan selvantænde i forbindelse med en gnist. Der er både plast- og olierester i skrottet, som kan bryde i brand. Desuden kan der være lithiumbatterier iblandt, som bryder i brand og brænder rigtig godt, hvis de bliver trykket, siger Thomas Elm Kampmann til TV 2.
Det er dog stadig uafklaret, hvad der helt præcist forårsagede branden på skibet i Køge Havn.
Det er politiet, som efterforsker den del af opklaringen, og derfor er Rix Munte rubriceret som "gerningssted".
Foreløbig venter man på at kunne entre det krængende skib, da der stadig er områder med potentielt farlig varmeudvikling.