Køge får ny lægeuddannelse: "Vi har brug for flere læger"
Lægestuderende kan i fremtiden studere i Køge. Det kan afhjælpe lægemanglen i regionen, mener en glad borgmester.
Landets kommende læger kan i fremtiden starte deres uddannelse i Køge.
Sjællands Universitetshospital i Køge får sin egen lægeuddannelse med 50 studerende årligt på medicinstudiets kandidatdel. Det har Sundhedsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og et politisk flertal i Region Sjælland besluttet.
Det er ikke kun gode nyheder, fordi der kommer flere mennesker til Køge, men også fordi det måske kan afhjælpe lægemangel i Region Sjælland.
Ifølge regionens egne tal fra 2017 manglede der 120 speciallæger og 40 reservelæger på sygehusene.
Og netop derfor mener Marie Stærke, at det er et plus for kommunen.
- Vi er jo et oplagt valg, fordi vi har et universitetshospitalet, og det er nemt at komme til, fra og videre ud på Sjælland. Og der er jo i høj grad brug for kvalificerede læger. Så jeg håber, at lægerne falder for Køge og har lyst til at blive boende, siger hun.
Flere uddannelser
Udover at komme lægemangel i møde, så er Marie Stærke glad for, at uddannelsen kan trække nye mennesker til.
- Det har en meget stor betydning. Køge har ikke været brystet af videregående uddannelser historisk set, og derfor er det et skridt i en god retning, hvor vi gerne vil tiltrække flere uddannelser til Køge, siger Marie Stærke, Soc.Dem.
- Hvis lægerne gerne vil bo her, så vil vi gerne hjælpe dem med bolig, siger hun.