En af de mest omtalte arbejdspladser i Danmark over den seneste måneds tid får nu opbakning fra fem fagforeninger.
Ruslands invasion af Ukraine og snak om sanktioner har nemlig skabt del bekymringer om jobsikkerheden hos de 450 medarbejdere på det russiskejede stålværk Dansteel i Frederiksværk i Halsnæs Kommune.
Værket er afhængig af stål og gas fra Rusland, og så er det i øvrigt ejet af den stenrige russiske oligark, Vladimir Lisin.
Nok er hverken Lisin eller stålvalseværket i Halsnæs ramt af EU's sanktioner mod Rusland, og produktionen på værket kører fortsat.
Men den massive og kritiske mediedækning af virksomheden i Frederiksværk har skabt en del usikkerhed og bekymringer hos de ansatte.
Det siger Max Pedersen, næstformand hos 3F Frederiksværk-Frederikssund til TV 2 Lorry
- Der er rigtig mange, der var usikre i sidste uge, og der var meget snak, så derfor har vi brug for at få lagt et låg på, siger han.
Står klar med en plan i tilfælde af sanktioner
Derfor har fem fagforeninger - 3F, Dansk Metal, Dansk El-Forbund, HK og Teknisk Landsforbund - og Dansteel på et fællesmøde nu aftalt at samarbejde om at støtte stålværket, så medarbejderne kan føle sig trygge og fortsætte deres arbejde uden bekymringer.
Helt konkret har fagforeningerne foreslået opkvalificering og uddannelse af medarbejderne for at fastholde dem på DanSteel nu og i fremtiden.
Og så står fagforeningerne klar med en plan i skuffen, hvis stålværket skulle blive ramt af sanktioner.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
NLMK DanSteel
- NLMK DanSteel er Danmarks eneste stålvalseværk og beliggende i Frederiksværk i Halsnæs Kommune og er den største russiskejede virksomhed i Danmark.
- Værket producerer plader til blandt andet vindmøller, skibe og broer.
- Virksomheden er den største i Frederiksværk og havde ifølge CVR-registret i december 2021 487 ansatte. I 2020 omsatte virksomheden for 2,3 milliarder kroner.
- Den russiske stålgigant NLMK overtog pladeværket i Frederiksværk, efter at Det Danske Stålværks konkurs i 2002.
- Stålvalseværket ejes i dag af Vladimir Lisin, der med en estimeret formue på 20,8 milliarder dollars ifølge finans.dk er Ruslands fjerderigeste og ifølge Bloomberg den 76. rigeste i verden.
- I 2019 anløb 180 skibe med leverancer af såkaldte slabs fra Rusland.
Kilde: TV 2 Lorry, sn.dk, finans.dk
- Den sikkerhed vi har, er, at vi allerede har et godt samarbejde med det lokale jobcenter, vi har taget fat i de lokale skoler, og faktisk er vi parat til at få kurser i stand, hvis der er behov for det, siger Max Pedersen.
Hvis situationen ændrer sig, og der kommer sanktioner, vil fagforeninger og Dansteel mødes igen og drøfte, hvad de kan gøre.
Største og vigtigste arbejdsplads i Frederiksærk
I 2020 omsatte NLMK Dansteel i Frederiksværk for 2,3 milliarder kroner, og med 487 medarbejdere ifølge de seneste tal i CVR-registret er virksomheden den største virksomhed i Frederiksværk.
Derfor udgør virksomhedens penible situation lidt af et dilemma for kommunens borgmester, Steffen Jensen (S).
- Det er vores største arbejdsplads. Det er det, der definerer kommunen. Hvis man er frederiksværker, kender man en, der har arbejdet på stålværket. Derfor er det en vanskelig situation, har borgmesteren tidligere sagt til TV 2 Lorry.
Han understreger samtidig, at han som borgmester ikke har indflydelse på eventuelle sanktioner, men at han er klar til at bakke op om sanktioner, der kan være med til at stoppe krigen i Ukraine.
Af de 487 ansatte er omkring 200 medlemmer af fagforeningen 3F ifølge erhvervsmediet Finans.