I bus 381 fra Allerød Station mod Rungsted Kyst fik 20-årige Olivia Koefoed Olesen mandag eftermiddag en hovedrystende oplevelse.
Samtidig med hende steg nemlig to jævnaldrende kvinder og to billetkontrollører på bussen.
- Kontrollørerne når til de to kvinder, der rækker deres blå ukrainske pas frem. Kontrollørerne undersøger passene og spørger, om kvinderne har billet. Men det har de ikke, for de er ukrainske flygtninge forklarer de. Og så vil kontrollørerne give dem en bøde, fortæller Olivia Koefoed Olesen til TV2 Lorry.
Hun delte sin oplevelse i bussen på sin Twitter-konto, som mandag aften har fået mange reaktioner. Mange tilbyder ligefrem at betale kvindernes bøder.
Olivia Koefoed Olesen fortæller, at kvinderne forsøgte at forklare de to kontrollører, at de havde hørt statsminister Mette Frederiksens udmelding om, at ukrainske flygtninge kunne rejse gratis.
Men den besked prellede af på de to Movia-kontrollører.
- Den ene kontrollør ringer op og spørger i telefonen, om det kan passe at ukrainske flygtninge kan køre gratis med bussen. Han lægger på igen, og fortæller de to kvinder, at det ikke er en regel, som de i Movia kender til, fortæller Olivia Koefoed Olesen.
Selvfølgelig skal de ukrainske flygtninge ikke betale bøde
Selvom flere i bussen ifølge Olivia Koefoed Olesen prøvede at få kontrollørerne til at vise forståelse for de to kvinders situation og forklarede dem om statsministerens udtalelse fra søndag aften, så derfor endte de to ukrainske kvinder med en bøde på 750 kroner hver.
- Kontrolløren siger bare, at han gør sit job, og at kvinderne kan klage over ham til Movia, hvis de er utilfredse, fortæller Olivia Koefoed Olesen og fortsætter:
- De to kvinder blev meget overraskede over situationen. Den ene blev irriteret og sur over bøden, og den anden virkede skræmt. Jeg prøvede at spørge kontrollørerne, om jeg ikke måtte betale bøderne, men det tillod de ikke, fortæller hun.
En uretfærdig situation
Efter de to ukrainske kvinder modtog deres bøder i form af girokort, var flere af bussens passagerer chokerede over hændelsen, forklarer Olivia Koefoed Olesen.
- Stemningen i bussen var virkelig presset, men ingen gjorde rigtig noget. En passager talte med buschaufføren om, at han altså ikke forstod, hvorfor de var blevet behandlet på den måde, når nu Mette Frederiksen havde sagt, at ukrainske flygtninge måtte rejse gratis.
Olivia Koefoed Olesen er selv rystet over situationen og har svært ved at forstå kontrollørernes handling.
- Jeg synes det var sindssygt langt ude, at de (kontrollørerne red.) ikke gjorde en undtagelse. Der sidder nogle, som har fået at vide, at de kan rejse gratis. De er flygtninge og er både bange og rystede, så der SKAL bare gøres en undtagelse, siger Olivia Koefoed Olesen og fortsætter:
- Det er vanvittigt, at de to kvinder ikke bare får lov til at køre med bussen i denne her tid, hvor de er på flugt fra krig i deres hjemland.
Gælder kun togtransport
Kontrollørerne havde dog ret i, at rejsen ikke var gratis for de to flygtninge, for ifølge transportministeriet kan ukrainske flygtninge rejse videre med DSB uden at skulle betale, hvis de kommer ind i landet med tog. Der står altså ikke noget om, at det er gratis at køre med bussen.
Selvom reglerne om gratis transport kun gælder for tog, så beklager busselskabet Movia alligevel hændelsen, skriver Camilla Struckmann, der er kommunikationsdirektør i Movia på Twitter som svar på Olivia Koefoed Olesens Twitter-opslag.
- Selvfølgelig skal de ukrainske flygtninge ikke betale bøde. Tale om fejl. Gratis togtransport til ukrainske flygtninge trådt i kraft i dag efter aftale med transportministeriet. Movia ikke omfattet eller informeret, men vi udviser selvfølgelig konduite. Også i dette tilfælde!, skriver Camilla Struckmann.
Det har mandag aften ikke været muligt at få kontakt til Camilla Struckmann for en uddybende kommentar.