Det bliver nok et år, hvor mange kommer til at holde ferien hjemme i Danmark, men heldigvis er der mange små oaser gemt over alt.
I tre dage tager jeg på tur med eventyrer Erik B. Jørgensen for at se, hvad man kan opleve i vores område, hvis man vandrer, cykler eller padler kano.
På turens første dag vandrede vi fra Hvalsø til Gl. Lejre - en utrolig smuk strækning, hvor landskabet hele tiden forandrede sig.
På cyklen og derudaf
På turens anden dag skulle vi cykle fra shelteret ved Gl. Lejre og til en teltplads i Hareskoven. En rute på cirka 52 km.
En ganske passende distance, egentlig, også selvom man, som jeg, ikke er vant til at cykle med oppakning på lange dagsture.
- Du skal ikke forvente meget mere end 10 kilometer i timen hen over dagen, siger Erik B. Jørgensen og fortsætter:
- Det er jo også vigtigt at kunne stoppe og få nogle oplevelser.
Når man bliver mere hardcore, kan man sagtens ligge og cykle op mod 100 kilometer på en dag.
Det var mine trætte stænger dog ganske tilfreds med, at vi ikke skulle netop denne dag.
Erik B. Jørgensen
Eventyrer, Siriusmand og jægersoldat
Holder foredrag og skriver bøger om sine ekspeditioner
bla. til Grønland, Alaska og ture ud i vildmarken med datteren Karen
Cykling eller vandretur
Da jeg spørger Erik B. Jørgensen, om han foretrækker at vandre eller cykle på tur, er svaret:
- Det er svært at sammenligne.
- Cyklen kan jo binde områder sammen, som vi også oplevede i dag, hvor vi cyklede igennem Boserup Skoven, så skulle vi lige have 20 minutter på noget stor vej, så er man nede i noget nyt naturområde. Det ville man aldrig kunne få til at hænge sammen, når man vandrer, siger Erik B. Jørgensen.
Og I Danmark - cykelnationen - er vi jo samtidig velsignet med et væld af cykelstier, både gennem byer og i skov. Så der er rigtig gode muligheder for at finde en rute, hvor man cykler gennem smuk natur, hvor man kan komme tæt på dyrene.
Fuglekvidder bliver et fast soundtrack i ørerne, når man vandrer eller cykler.
En teltplads i skoven
Vi ankom til lejrpladsen i Hareskoven om eftermiddagen.
Mens jeg biksede med teltet, og nå ja, også fik en hånd til de sidste detaljer med at få det på plads, begyndte regnen at falde tæt.
Egentlig ganske fin timing. Vi kravlede ind i hver vores telt, og drak the og spiste frysetørrede retter i soveposerne, mens regnen prikkede på teltdugen.
Der er noget særligt hyggeligt ved, at lytte til regnen i skoven, mens man er træt efter dagens etape.
Du kan se programmerne på TV 2 lørdag d. 16. maj og lørdag d. 23. maj.