Fra 1. november må unge under 18 år ikke opholde sig på diskotek Concorden i Frederikssund efter midnat, og diskoteket har samtidig fået indskrænket sin bevilling fra klokken fem til klokken tre, fordi politiet mener, at der har været for meget uro og vold i gaderne ud på de små timer.- Vi gør det ikke for at genere Frederikssunds unge, men fordi vi gerne vil beskytte dem. Vi synes ikke, at festmiljøet er egnet til 16-17-årige, forklarer vicepolitidirektør Finn Borch Andersen, Nordsjællands Politi, som understreger, at det ikke er en ny situation, men at politiet vurderer fra gang til gang, når restaurationer skal have fornyet deres bevillinger.