Da en sosu-assistent i december blev stukket ihjel af en ældre mandlig beboer på bostedet Ringbo i Bagsværd, var sikkerhedsforholdene langtfra gode nok.
Det mener Arbejdstilsynet, der har politianmeldt Københavns Kommune for "grov overtrædelse" af arbejdsmiljøloven, efter at en 72-årig mand med en stor køkkenkniv angreb den 37-årige sosu-assistent.
- Det er vores terminologi for, at det er en overtrædelse af klare, velkendte regler, hvor der er en dokumenteret risiko for arbejdsulykker og tilskadekomst. Så indgiver vi normalt en anmeldelse, siger Jan Møller Mikkelsen, der er centerchef ved Arbejdstilsynet.
Den 72-årige lider af skizofreni og paranoide forestillinger og havde forud for angrebet nægtet at tage sin medicin. Han har erkendt angrebet, der førte til politianmeldelsen ultimo januar.
I december gav Arbejdstilsynet tre strakspåbud til bostedet Ringbo på grund af mangel på alarmer, for dårlige risikovurderinger og frit tilgængelige knive.
Men administrerende direktør i Socialforvaltningen i Københavns Kommune Annette Laigaard mener ikke, at der kunne være gjort noget anderledes.
- Der var lavet risikovurdering af gerningsmanden, der jo var en ældre herre uden tidligere voldelig opførsel, og den dræbte var en erfaren medarbejder, der bar en funktionsduelig alarm, som hun aktiverede, og kollegerne kom til indenfor få sekunder.
- Og ja, der var køkkenknive i køkkenet, for de sindslidende beboere er frie mennesker, der bor i egne lejligheder, siger hun i en pressemeddelelse.
Socialforvaltningen har taget kontakt til Arbejdstilsynet for at få dem til at trække anmeldelsen, men det har Arbejdstilsynet afvist, fordi klagefristen var overskredet med to måneder.
Sagen er nu hos Arbejdsmiljøklagenævnet, som ventes at behandle sagen indenfor fire uger.
Formanden for FOA, Dennis Kristensen, understreger, at en politianmeldelse fra Arbejdstilsynet er en meget alvorlig sag.
- Det her sender et klart signal om, at sikkerheden for både beboere og medarbejdere skal være i orden, ellers får det konsekvenser. Og det er jo ikke hver dag, at Arbejdstilsynet politianmelder en kommune, så det er en alvorlig sag, siger han.