Borgmester tjener over 750.000 kroner på bijob: ”For spændende til, at jeg kan lade være”
Mens tungtlønnede borgmestre i hovedstadsområdet ikke mener at have problemer med at binde borgmesterpost og bijob sammen, undgår andre borgmestre sidehverv for at bruge mest mulig tid på rådhuset.
Hvor skal byens nye svømmehal placeres? Hvilken børnehave skal have ekstra pædagoger, og hvor mange parkeringspladser skal der være i bymidten?
Det kan være blandt de daglige hovedbrud for hovedstadsområdets borgmestre, men det er langt fra de eneste arbejdsopgaver, der sikrer kroner på lønkontoen.
For når arbejdsdagen på rådhuset slutter, begynder forberedelser til møder i virksomhedsbestyrelser og tværkommunale udvalg for en lang række af borgmestrene i hovedstadsområdet.
En opgørelse, som TV 2 Lorry har lavet, viser således, at de 34 borgmestre i hovedstadsområdet har mellem nul og otte lønnede sidehverv, som i gennemsnit giver omkring 198.000 kroner i ekstraindtjening til den enkelte borgmester.
Øverst på listen er Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), og Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), der har henholdsvis syv og otte lønnede bijob.
Michael Ziegler tjente således 766.686 kroner i 2020, mens Steen Christiansen tjente 592.555 kroner på sidehverv i 2020. Dertil kommer deres borgmesterløn. Det sender Michael Zieglers samlede løn op over statsministerens, der tjener lige over 1,6 millioner kroner.
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Kommunalvalget i 2021, så prøv KMDs valgresultat-site:
Flere årsager til at tage bijob
Kommunalforskeren Roger Buch peger på, at der er flere forskellige slags sidehverv, som både kan give små og store summer.
Nogle hverv kræver et beskedent stykke arbejde, mens andre fordrer en større indsats.
Et byråd skal udpege et medlem til det lokale forsyningsselskab og formandsposten her er en af de såkaldte kommunale ben, der kaster flest kroner af sig. Omvendt har flere borgmestre også bijob i eksempelvis KL eller i private fonde og bestyrelser, som kommunen ikke har noget at gøre med.
- Der er nogle hverv, hvor det ikke giver det store, hvor man kan konstatere, at det ikke er penge, det handler om. Der er også nogen, der er godt betalt. Der kan man forestille sig, at det også handler om pengene. Nogle job kan man tage, fordi man brænder for det og synes, det er et vigtigt emne, siger Roger Buch til TV 2 Lorry, der kalder det “paradoksalt”, at nogle borgmestre kan tjene mere end statsministeren.
For spændende til at sige nej
Michael Ziegler, der blandt andet sidder i Realdania og Rockwool-fondens bestyrelse, siger, at han er blevet prikket på skulderen, fordi selskaberne kan se en fordel i at trække på Zieglers 32 år i kommunalpolitik.
- Og det er for spændende til, at jeg kan lade være. Det giver mig også nogle perspektiver og viden, som jeg har gavn af i mit almindelige arbejde som borgmester, siger Michael Ziegler.
Ifølge Roger Buch åbner borgmestrenes bijob også for en diskussion om prioritering af tid, og om man som borgmester overhovedet har tid til at passe alle sine job.
- Det er mere end et fuldtidsjob at være borgmester. De arbejder jo 60-70 timer om ugen. Har de så ikke nok at se til? spørger Roger Buch.
Han peger selv på, at nogle borgmestre er i stand til at være uhyre effektive i deres dagligdag.
- Man må formode, at de bidrager med noget, som bliver betragtet som værdifuldt. Og vi må erkende, at nogle af dem er i stand til at arbejde utroligt meget.
Lokale borgere er det vigtigste
Michael Ziegler, hvordan kan Høje-Taastrups borgere være sikre på, at du har tid og overskud til at være borgmester i kommunen, når du har så mange andre bijob?
- Der kan jeg berolige dig 100 procent med, at min prioriteret er borgmesterjobbet i Høje-Taastrup. Jeg har i løbet af årene fået kritik for meget, men jeg har aldrig hørt, at jeg ikke er til stede som borgmester, og at jeg ikke passer jobbet, siger Michael Ziegler.
Også Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), mener, at han har rigeligt overskud til at bestride alle sine poster.
- Jeg skal både passe mit arbejde som borgmester, og det arbejde jeg har i øvrigt. Og efter min bedste opfattelse leverer jeg, siger Steen Christiansen.
Han er blandt andet formand for det tværkommunale udvalg KKR Hovedstaden, der koordinerer indsatser for kommuner i hovedstadsområdet.
Steen Christiansen anfører desuden, at han som borgmester er født medlem og derfor i forvejen skulle bruge en del tid på arbejdet i KKR Hovedstaden.
Roger Buch mener, at der er nogle sidehverv, der kræver meget arbejde - eksempelvis Michael Zieglers post som formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, hvor han forhandler overenskomster med lærere og pædagoger. Her har han selv og Det Konservative Folkeparti sikret Ziegler pladsen.
- Det udvalgsformandsskab kommer man ikke sovende til. Men det kan man så diskutere ved nogle af de andre poster. Hvis man er bestyrelsesformand og får 100-200.000 om året, vil nogen uden for referat nok sige, at det ikke er utrolig meget arbejde, der skal lægges der, siger Roger Buch.
Bevidst fravalg
Helt i bund på listen over borgmestre med sidehverv figurer Anders Gerner Frost (NytGribskov), der er borgmester i Gribskov Kommune.
Han har ingen andre lønnede poster bortset fra sit borgmesterhverv.
- Det har jeg prioriteret bevidst. I forvejen er der nok at gøre som borgmester, siger Anders Gerner Frost.
Det handler blandt andet også om, at hans kone ejer et ejendomsmæglerfirma, som Anders Gerner Frost egentlig havde tænkt sig at lægge nogle flere timer i ved siden af borgmesterjobbet.
- Jeg havde en tro på, at jeg skulle være der fem til ti timer og ugen. Men det har så vist sig nærmere at være fem til ti timer om måneden. Jeg vidste ikke helt, hvor meget jeg var nødt til at lave i virksomheden, siger Anders Gerner Frost.
I Lyngby-Taarbæk Kommune har den konservative borgmester, Sofia Osmani, to bijob. Det drejer sig blandt andet om medlemskab i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.
Det er dog et helt bevidst valg, at Sofia Osmani ikke har flere sidehverv, end hun har.
- Det er ikke, fordi jeg har været dårlig til at forhandle mig til poster. Det er, fordi jeg først og fremmest er valgt til at være borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Derfor bruger jeg først og fremmest min arbejdstid på det. Derudover har jeg en familie og to børn, jeg gerne vil se engang imellem, og hvis jeg sidder på for mange tunge poster, så er der ikke tid til den samme work life-balance, siger Sofia Osmani.
En livsstil
Lyngby-Taarbæk-borgmesteren erkender dog, at grænsen for, hvor meget man kan overkomme, kan skifte, i takt med at børnene derhjemme bliver større, og erfaringen som borgmester vokser.
- Så kan man kigge ud over kommunegrænsen og påtage sig ansvar for noget, der er større end kommunen selv, siger Sofia Osmani.
Kan der være risiko for at få for meget på sin tallerken, så man ikke kan sætte sig ordentligt ind i sagerne?
- Den risiko vil der altid være. Men hvor the tipping point ligger, kan man ikke sætte på formel. Det handler også om, hvor mange timer i døgnet, man vil arbejde. Hvor stor er den kommune, man driver? Hvordan er ens familiemæssige situation? Der er lang række af faktorer, som spiller ind.
Michael Ziegler er enig i, at en borgmesters private omstændigheder så afgjort spiller en rolle i forhold til antallet af sidehverv.
- Det at være borgmester er ikke et otte til fire-job. Det er en livsstil. Du kan ikke holde til det, hvis du betragter det som et job. Det er aftener, det er lørdage, det er ofte også søndage. Det er bunker af forberedelse. Det generer mig ikke. Hvordan kan jeg overkomme det her? Jeg er et meget engageret menneske. Det hjælper nok også på det, at jeg ikke har hjemmet fyldt med koner og børn. Det skaber et frirum for mig, der gør, at jeg i en periode af mit liv kan have meget på pladen, siger Michael Ziegler.
_
_