Klokken 19.30 mødtes medlemmer af Helsingør-afdelingen af partiets forretningsudvalg til et hasteindkaldt møde hjemme hos byrådsmedlem Hans Andersen i Snekkersten. I mødet deltog endvidere sagens hovedperson, Johannes Hecht-Nielsen, som kort før det konstituerende møde i Helsingør Byråd mandag aften meddelte, at han var hoppet over på den »røde fløj« for at sikre et bredt samarbejde i Helsingør Byråd fremover.
Efter godt halvanden times møde var sagen endnu ikke afklaret. Skulle Hecht-Nielsen indstilles til eksklusion af Venstre på grund af fremgangsmåden omkring konstitueringen? Det kan tage en rum tid, inden den spørgsmål er afklaret.
- Vi har nu indkaldt bestyrelsen til et ekstraordinært møde den 17. december, siger kredsformand Jørgen Svaneberg.
For Venstre-ledelsen har det været afgørende, om der var nogle politiske bindinger i den aftale, Johannes Hecht-Nielsen har indgået med S, SF og El.
- Det er der ikke. Hvert parti kan føre sin politik, pointerer Venstre-formanden.
I sidste ende er det Venstres lokale generalforsamling og partiets hovedbestyrelse, der kan træffe beslutning om en eventuel eksklusion af Johannes Hecht-Nielsen for hans overrumplende og ikke godkendte aftale med det røde flertal i Helsingør Byråd.