Brandvæsen kommer med advarsel efter flere alvorlige brande

Nordsjællands Brandvæsen har den seneste tid rykket ud til flere alvorlige brande, der var forårsaget af ukrudtsbrændere.

Når forårets første solstråler rammer de danske haver, sender det samtidig en masse husejere ud med ukrudtsbrændere for at fjerne uønsket plantevækst. 

Men hvert år fører uforsigtig brug af ukrudtsbrændere til hundredevis af brande herhjemme, og senest gik det galt i Lillerød, hvor en villa blev totalskadet, efter en husejer kom til at starte en brand med en ukrudtsbrænder.

Og det får nu Nordsjællands Brandvæsen til at komme ud med en advarsel, hvor de opfordrer haveejerne til at tænke sig godt om.

- Det kan ikke siges nok, hvor vigtigt det er, at man bruger ukrudtsbrænderen med omtanke og sætter sig ind i, hvordan man bruger den korrekt. Vi har desværre set flere eksempler på, at det kan gå rigtig galt, hvis man ikke bruger ukrudtsbrænderen med meget stor forsigtighed, siger Carsten Jensen, der er myndighedschef i Nordsjællands Brandvæsen.

Alt for mange tror nemlig, at det gælder om at brænde ukrudtet helt væk, hvilket både er farligt og ineffektivt. Ukrudtet skal kun svitses kortvarigt, så væsken fordamper væk, og efter nogle dage visner det så og forsvinder. 

I klippet nedenfor kan du se et tidligere indslag på TV 2 Lorry, der sætter fokus på brug af ukrudtsbrændere. 

Falck kører hvert år ud til mere end 200 brande om året, som skyldes ukrudtsbrændere


Mange bruger ukrudtsbrændere forkert

Hvis man derimod forsøger at brænde det helt væk, overlever rødderne ofte. 

Og så er det enormt vigtigt, at man sørger for ikke at efterlade gløder.

- Vi ser desværre igen og igen, at borgere går med ukrudtsbrænderen langs plankeværket, skuret eller husmuren og ikke opdager, at der er ild i det ukrudt, de svitsede med ukrudtsbrænderen for kort tid siden. Når man bruger ukrudtsbrænderen, bør man være dybt koncentreret om opgaven og hele tiden holde et vågent øje med, at man ikke efterlader gløder, der kan blusse op, siger Carsten Jensen. 

Også Danske Beredskaber er ude at advare mod brug af åben ild, efter der har været flere store markbrande på det seneste. 

- Den lange periode med tørt og blæsende vejr, nu senest med sol, samt den tørre vegetation, der ikke endnu har optaget væde, betyder, at en enkelt gnist hurtigt kan skabe store problemer”, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

Både Danske Beredskaber og Nordsjællands Brandvæsen opfordrer til, at man holder sig opdateret på brandfare.dk, hvor man allerede nu kan se, at der er høj brandfare mange steder i Region Hovedstaden. 

De orange pletter på kortet viser, hvor der netop nu er høj brandfare. Foto: brandfare.dk
De orange pletter på kortet viser, hvor der netop nu er høj brandfare. Foto: brandfare.dk

I faktaboksen nedenfor kan du se en række gode råd til brug af ukrudtsbrænder.

Fem gode råd til at undgå brand, når du bruger ukrudtsbrænderen

  1. Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
  2. Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
  3. Brug ikke ukrudtsbrænder, hvis det er tørt eller blæser
  4. Hold et vågent øje med, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
  5. Hav altid vand i nærheden



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik