Her er de busser og tog, der rammes af sparekniv

Den kollektive transport skal holde for, når Region Hovedstaden svinger sparekniven.

Region Hovedstaden varsler store nedskæringer på den kollektive trafik. Særligt kommuner nord for København vil blive ramt, og Ballerup ser ud til at blive den helt store taber.

- Den er helt skævt, så det er en ommer siger Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup (S).

På et ekstraordinært møde den 15. april skal regionens trafikudvalg finde frem til nedskæringer for op mod 20 millioner kroner. Det sker, fordi udgifterne stiger og indtægterne falder mere end regionen oprindeligt havde budgetteret med.

- Vi oplever faldende passagertal og dermed faldende indtægter, så derfor er vi nødt til at få tilpasset vores udgifter efter det, siger Martin Baden (S), næstformand for trafikudvalget i Region Hovedstaden.

Der er tre forskellige scenarier, som politikerne kan vælge imellem, og det vil betyde nedlagte busruter og færre togafgange.

- Der er ikke noget, der ligger fast endnu, men vi har bedt Movia komme med tre scenarier, så vi har noget at forhandle ud fra, siger Martin Baden. Han tilføjer:

- Det her er ikke en konsekvens af dårlig planlægning. Hvis vi havde vidst, der havde været en passagernedgang, så skulle vi have fundet besparelserne allerede i år.

Klar med sparekatalog

Trafikselskabet Movia, som står for al bustrafik og en række lokalbaner i region Hovedstaden, har lagt et sparekatalog på politikernes bord. Hvilke tog og busser som rammes af besparelserne varierer i de tre scenarier, men nogle af ruterne går igen i samtlige modeller.

Det drejer sig blandt andet om buslinje 55E, som kører fra Allerød St. via Farum til Malmparkens St. i Ballerup. Den nedlægges helt. Man vil også nedlægge linje 120, som transporterer passagerer fra Høje Taastrup St. via Ishøj og Greve til Karlslunde St.

Herudover anbefaler sparekataloget at der bliver færre togafgange på Frederiksværkbanen, som kører mellem Hillerød og Hundested.

Flere kommuner bliver ramt af nedskæringerne, men ifølge Movias beregninger bliver Ballerup hårdest ramt da flere af de nedlagte buslinjer går til og fra kommunens store erhvervsområde og skoler.

40E mellem Skodsborg og Høje Taastrup går igen som en rute der skal nedlægges. Det er den bus som forbinder DTU Lyngby med DTU i Ballerup.

Undervisningen er i mange tilfælde delt i auditorie- og laboratorie undervisning. De studerende pendler derfor mellem de to uddannelsessteder.

En katastrofe

Den nuværende bus 40E er med i alle tre sparer-scenarier som Region Hovedstadens Trafikudvalg skal tage stilling.

- Hvis 40E bliver sparet væk vil det være en katastrofe. Det er så kritisk for os at der er en god mulighed for at pendle mellem Lyngby Campus og Ballerup Campus. 40E er en livline for DTU studerende, siger Lars D. Christoffersen, Dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø ved DTU.

I dag tager det 24 minutter at kører mellem DTU i Lyngby og Ballerup. Det vil i fremtiden tage mere end 40 minutter hvis linje 40E nedlægges.

Ministeren mener, det er regioner og kommuners ansvar

TV 2 Lorry har været i kontakt med transportminister, Benny Engelbrecht (S), der er ærgerlig over besparelserne, men samtidig gør det klar, at det er kommuner og regioner, der prioriteter over den kollektive bustrafik.

"Det ærgrer mig at høre om besparelser i den kollektive trafik i Region Hovedstaden. Den kollektive trafik skaber sammenhæng i og på tværs af byer og spiller en afgørende rolle i at bringe borgere fra hjem til arbejde, uddannelsesinstitutioner, fritidsaktiviteter og lignende”, siger skriver Benny Engelbrecht i et skriftligt svar og fortsætter:

”Den kollektive trafik er organiseret således, at det er kommuner og regioner, der i samspil med trafikselskaberne, planlægger og prioriterer den kollektive bustrafik og lokalbanerne. Regioner og kommuner modtager tilskud hertil over bloktilskuddet. Jeg mener grundlæggende, at vi har en god arbejdsdeling i den kollektive trafik, fordi man regionalt og lokalt som udgangspunkt har en bedre fornemmelse end staten for, hvad der skal prioriteres, og hvad der ikke skal prioriteres", skriver han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik