Enhedslisten vil lukke vuggestuer og børnehaver

Magnus Heunicke udtalte i weekenden, at meget smitsom variant af coronavirus kan medføre nye restriktioner.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at det er nødvendigt at se på yderligere restriktioner allerede nu, selv om samfundet i forvejen er delvist lukket ned med restriktioner frem til 17. januar for at bremse coronasmitten.

- Vi vil foreslå, at der lukkes ned i dagtilbuddene, altså vuggestuer og børnehaver, hvor man selvfølgelig skal fortsætte med nødpasning.

- Og de nuværende restriktioner skal gælde ud over den 17. januar, siger Hvelplund.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt partiernes sundhedsordførere til et møde mandag over middag. Her skal den aktuelle coronasituation i Danmark diskuteres.

Især den særlige meget smitsomme britiske variant af covid-19, kaldet B117, skaber udfordringer i øjeblikket. Den skal tages meget alvorligt, mener Hvelplund. Heunicke sagde allerede i weekenden, at den kan føre til nye restriktioner.

Mandag morgen skriver sundhedsministeren på Facebook, at smitten med B117 tager til hver dag:

- Det er en virusvariant, der er muteret til at smitte 50-74 procent mere end de allerede kendte virusvarianter. Derfor er det seruminstituttets vurdering, at den vil udkonkurrere de andre virusvarianter på et tidspunkt. Også i Danmark.

- Og derfor vil den også kunne betyde stejlere epidemikurver og et højere toppunkt. Det kræver kort sagt endnu mere af os at holde smitten under kontrol. Det gælder os alle sammen, skriver ministeren.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, mener i forhold til dagtilbud, at det pædagogiske personale skal rykkes frem i vaccinekøen, fordi "de hverken kan eller skal undgå at være tætte med de børn, de har ansvaret for".

- Indtil da skal vi sikre, at de samme voksne er sammen med de samme få børn i små grupper, så eventuel smitte rammer så få som muligt. Det lader sig desværre nok kun gøre med langt færre børn i daginstitutionerne, og derfor bør vi indføre nødpasning nu, siger hun i en skriftlig kommentar.

Decideret udgangsforbud kan komme i spil

Forsamlingsforbuddet er i øjeblikket på ti personer. Sådan har det været siden slutningen af oktober, hvor det blev sænket fra 50.

Det kan dog sænkes yderligere, og et decideret udgangsforbud, som er kendt fra andre lande, kan måske også komme på spil, hvis situationen kræver det, lyder det fra Hvelplund.

Fra midnat blev alle rejser til Storbritannien, herunder også erhvervsrejser, frarådet. Det skrev Udenrigsministeriet søndag aften i en opdatering af rejsevejledningerne.

Det sker netop på grund af B117. Samtidig forlænges indrejseforbuddet for rejsende fra Storbritannien, der ikke har statsborgerskab eller bopæl i Danmark, frem til 17. januar.

Danske statsborgere og personer med bopæl i Danmark må dog fortsat rejse ind i Danmark.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik