På en hæveautomat i Valby har betjente fjernet et uautoriseret apparat, som kan aflæse koder på de kort, som folk stikker ind i automaten.
Det var fredag formiddag, at politiet opdagede det såkaldte skimmingudstyr i Valby.
En mand først i 20'erne er blevet anholdt og sigtet for databedrageri.
Manden, der er fra Østeuropa, er lørdag blevet varetægtsfængslet i 19 dage efter et grundlovsforhør i Dommervagten, oplyser politiet. Han nægter sig skyldig.
Københavns Politi fortsætter nu efterforskningen og vil blandt andet forsøge at afdække, om der også har været placeret udstyr på andre hæveautomater i hovedstaden.
Lørdag eftermiddag er det ikke klart, om der er blevet hævet uretmæssigt på de intetanende kunders hævekort.