Kære dig i køen: Vågn nu lige lidt op!

Altså kære kø-person, kø-gænger, dig foran mig, hvor som helst og i en hvilken som helst kø.

(hvorfor har vi ikke et ord for denne tilstand?)

Forbered dig venligst minimalt til dét, du står i kø til.

Danskerne har aldrig toppet listen over folkefærd, der er gode til at vente på, at det bliver deres tur.

Disciplinen køkultur burde være et fag allerede i folkeskolen.

Jeg vil vædde på, at spørger man københavnerne, opfører langt størstedelen sig eksemplarisk, MEN de har samtidig alle sammen oplevet at blive sprunget over eller har været udsat for andre kø-urimeligheder.

Derfor denne nemme, brugbare guide til en god kø-oplevelse.

I lufthavnens security:

Alle de gange, jeg har skullet flyve et sted hen, har billedet været det samme. Jeg har ramt sikkerhedstjek-køen, der åbenbart er reserveret til førstegangs-flyvende.

Jeg undrer mig altid over, hvordan folk kan være så uforberedte på noget så relativt simpelt; Tag din jakke af, læg din bærbare computer for sig selv, og fjern alle former for metal fra din krop.

Store infoskærme illustrerer endda, hvordan man kan gøre sig klar og fortæller på en form for ikonbaseret verdenssprog, hvad der forventes af den enkelte.

Det er pinligt, på menneskehedens vegne, at skulle se Preben* fra Husum, blive overrasket over, at hans ganske få mønter i lommen også trigger metaldetektoren.

Og ja Preben, dit bæltespænde er også typisk af metal - for hulen.

TIP: Jeg forestiller mig altid, at det er en konkurrence, og at de, der ikke forsinker processen, vinder.

Og jeg vinder faktisk. Jeg vinder personalets skjulte anerkendelse og dét IKKE at blive nidstirret af typer som mig selv længere bagude i køen.

I supermarkedet:

Vi kender det alle sammen, det er umuligt at vælge den rigtige kø nede i Netto, hvis der en sjælden gang er mere end én kasse åben.

Her skal vi blandt andet holde øje med placeringen af Inger*, den ældre kvinde fra Frederiksberg.

Hun er vokset op i en tid, hvor man småsludrede med hinanden i det offentlige rum og hos den lokale købmand.

Inger betaler sandsynligvis med kontanter, men har endnu ikke fundet sin portemonnæ frem fra tasken, og kan heller ikke helt huske i hvilket rum det var, hun havde gemt den?

I supermarkedet er vi nærmest prisgivet.

For er det ikke Inger, så er det Viola* eller Baldur* fra Vesterbro, der kommer stormende nede bagfra ved optræk til ny kasseåbning.

De antager, fejlagtigt, at ny kasse betyder ny kø.

Og så er der endnu en ubekendt i supermarkedet - ekspedientens åndsnærværelse.

For hvis Malthe* på 17 år, er vild med Vanessa* på 18 i kasse to, og i øvrigt er nystartet, er det heller ikke sikkert at tingene kører i olie oppe ved kassen.

Der samtales teenageflirtende og privat, hver enkelt vare bliver vendt og drejet indtil stregkoden endelig åbenbarer sig på den sidste flade.

Og Malthe kigger ikke på varebåndet, hvor næste kundes varer moser sig op i mine, og jeg må kaste mig imellem som en menneskelig ’adskiller’, der uundgåeligt får mast et jordbær eller to i den selvåbnede plasticbakke.

TIP: Jeg væbner mig med tålmodighed. Hav eventuelt en podcast i ørerne. Prøv at købe ind uden for myldretid. Du kan godt forsøge at forholde dig til de overstående parametre, men selv NASAs hurtigste kunstig intelligens-computer har ikke formået at knække ”kø-i-supermarked”-koden endnu.

I metroen:

I den københavnske undergrund har hverken Preben, Inger, Baldur eller Malthe lært spillereglerne.

Stil jer nu for pokker ude langs glasvæggene ved siden af dørene. Først ud, så ind.

Og placér jer til højre på rulletrappen, hvis I insisterer på at holde et velfortjent hvil efter den hårde rejse hen til stationen.

TIP: Her benytter jeg mig af dybe vejrtrækninger. Der kommer en metro igen om et øjeblik. Det er heller ikke her blodproppen værd at lade sig ophidse af danskernes uduelige adfærd.

Det kan dog være yderst tilfredsstillende at mose sig forbi fjolserne på rulletrappen eller gå lidt ind i typerne foran dørene, når du skal stige af, men det vil jeg være op til den enkelte at vurdere.

Kø-problematikkerne er endeløse.

Ved busstoppestedet, ved bardisken og i trafikken. Jeg kunne blive ved.

Min pointe er egentlig bare, at vi alle sammen skal gøre os mere umage, når vi er ude i virkeligheden.

Du er en del af menneskeheden. Du er ikke alene. Kig op. Vær på forkant med begivenhedernes gang.

Vind usynlige præmier i lufthavnen. Smil venligt til Inger og Malthe i supermarkedet, og puf lidt til Victor* og hans venner i metroen.

Dit liv bliver bedre. Og lige så vigtigt; MIT liv bliver bedre. Og dét er det hele værd.

*Alle navne i artiklen er opdigtede. (…altså navnene er ikke, de findes, nogen hedder sådan.

Mit eksempelbrug af navne er fuldstændig tilfældigt)