Oversigt

Seneste nyt

Knap 55.000 stemmer er gået til spilde

Knap 55.000 vælgeres kryds er gået til spilde ved tirsdagens folketingsvalg.

Hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne kom over spærregrænsen på to procent af vælgerne. Dermed kommer stemmerne på dem ikke til at tælle med i det samlede regnestykke. Tilsammen skrabede de 50.265 stemmer sammen.

Derudover har 4241 vælgere landet over peget på en løsgænger, men ingen af dem har fået nok opbakning til at få en plads på Christiansborg.

Det gælder blandt andre Rasmus Paludan, der også forsøgte at komme i Folketinget ved valget i 2019. Dengang stillede han op med partiet Stram Kurs og kom med 1,8 procent af stemmerne akkurat ikke ind.

Samlet betyder det, at 54.506 stemmer er spildt, viser tal fra it-selskabet KMD, der står for den officielle optælling af valgresultatet.