Regeringens begrænsede grænseåbning kvæler hovedstaden

Det mener flere organisationer og brancheforeninger inden for erhverv og turisme samt beskæftigelsesborgmesteren i København.

Turister fra Tyskland, Norge og Island er snart velkomne til at feriere i Danmark, så længe de ikke vælger at holde ferie i København.

Samtidig vil svenskere, der prøver at komme ind i Danmark via Øresund fortsat få at vide, at grænsen er stängt, og at de skal vende om.

Det er humlen af regeringens beslutning om en begrænset genåbning af turisme både ind og ud af landet, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede fredag eftermiddag.

Og selvom en begyndende genåbning af grænserne er godt nyt, så rammer regeringens regionalt differentierede planer hovedstadsområdet og Øresundsregionen meget hårdt.

Så hårdt, at det faktisk er under al kritik.

quote Det er københavnerbashing af værste skuffe fra regeringens side

Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskræftigelsesborgmester

Det mener flere organisationer og brancheforeninger inden for erhverv, industri og turisme.

Turister må ikke overnatte i København eller på Frederiksberg

København og Frederiksberg får ikke overnattende turister, selv om regeringen nu lemper grænserne, så turister fra Norge, Island og Tyskland får lov at komme på ferie i Danmark fra 15. juni.

 

For selv om turisterne gerne må tage på tur til kommunerne København og Frederiksberg, så må de ikke overnatte der.

 

Turister skal ved indrejse dokumentere, at de har booket et ophold i Danmark på mindst seks dage uden for København og Frederiksberg.

 

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

 

Justitsminister Nick Hækkerup (S) supplerer:

 

- Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vil være omfattet af denne her ordning. Det er for at mindske risikoen for smitte. At tage sin ferie i de to kommuner, der kommer ikke til at ske, siger Nick Hækkerup på pressemødet.

Beskæftigelsesborgmester: Københavnerbashing af værste skuffe

I Københavns Kommune er Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilie Lonning Skovgaard rystet over de planer, regeringen har fremlagt.

- Det er københavnerbashing af værste skuffe fra regeringens side, når hovedstaden nu igen står som taber, siger hun.

- Med kravet om, at tyske, norske og islandske turister kun må komme til Danmark, hvis de har booket mindst seks overnatninger uden for København, understreger regeringen igen, at der ikke er forståelse for, at det københavnske erhvervsliv, og især den vigtige turismeindustri, lige nu bløder, brøler Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

quote Man bygger en mur rundt om København

Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta

Beskæftigelsesborgmesteren peger på, at udenlandske turister i hovedstaden under normale forhold står for omkring 40 procent af turisternes samlede omsætning i Danmark.

- Vi sidder med næsten 8000 nye ledige, plus alle dem der var ledige før coronakrisen, og her havde vi håbet, at en genåbning af turismen i København kunne være den vigtige løftestang til at få de mennesker i arbejde igen. Det håb har regeringen slukket, og det er jeg så skuffet over.

Man bygger en mur rundt om København

Hos Horesta, hoteller og restauranters brancheforening, vækker det stærk undren, at turister ikke må få lov at overnatte i København.

- Man bygger en mur rundt om København for tyske, norske og islandske overnatninger. Vel at mærke turister, som kommer fra lande med styr på smittetrykket. Det er en helt utrolig skævvridning af turisme-Danmark, som det er svært at se den store pointe i, siger Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard.

- De udenlandske turister kan godt gå rundt inde i København hele dagen, men når de skal sove, skal det foregå i provinsen. Det virker fuldstændig ulogisk. Samtidig sender man et signal til danske turister om, at det er farligt at bo på hotel i hovedstaden, siger Katia K. Østergaard.

Nu skal skaderne begrænses

Wonderful Copenhagen, en organisation hvor formålet at øge turisme og internationale kongresser i hovedstaden, kalder det ’en alvorlig situation’.

- Det var bestemt ikke den melding, vi havde håbet på. Hovedstaden er en driver for international turisme og er derfor ekstremt hårdt ramt af coronakrisen. De seneste overnatningstal viser, at tabet i internationale overnatninger alene i København var større end i alle landets 97 andre kommuner tilsammen, siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Ifølge organisationen udgør tabet i omsætning fra alene de internationale gæster i Københavns Kommune 4,25 milliarder kroner i perioden marts, april og maj.

- Det er kort sagt en meget alvorlig situation. Vi vil allerede i næste uge samle vores københavnske partnere for at lægge en plan for, hvordan vi begrænser skaderne mest muligt i lyset af dagens udmelding, siger Mikkel Aarø-Hansen.

Udenlandske turister fra Tyskland, Norge og Island må ikke overnatte i kommunerne København og Frederiksberg, oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.
Udenlandske turister fra Tyskland, Norge og Island må ikke overnatte i kommunerne København og Frederiksberg, oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Hovedstadsområdet får en svær sommer

Ifølge Dansk Erhverv er regeringens planer et skridt i den rigtige retning, da tyske og norske turister udgør et vigtigt fundament for turismen i Danmark. Jubler, det gør organisationen dog ikke.

- Med de mange restriktioner, der kommer med grænseåbningen, vil vi se meget store økonomiske tab i turismebranchen, lufthavnen, hoteller, restaurationer, oplevelsesindustrien med videre, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Arbejdsgiverorganisationen havde håbet på en yderligere genåbning, som også ville komme turismen i TV 2 Lorrys sendeområde til gode.

- Der er ingen tvivl om, at især hovedstadsområdet og Øresundsregionen bliver hårdt ramt af de fortsatte restriktioner. De får en svær sommer. Vi havde håbet på, at der var blevet åbnet yderligere, men da dette nu ikke sker, bliver det afgørende, at der fortsat er hjælp til de meget trængte brancher. Det handler om arbejdspladser, siger Brian Mikkelsen.

quote Der er ingen tvivl om, at især hovedstadsområdet og Øresundsregionen bliver hårdt ramt

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv

Dansk Erhverv bakkes op af en anden stor arbejdsgiverorganisation, nemlig Dansk Industri, DI.

- Den meget begrænsede åbning til Tyskland, Norge og Island forekommer overforsigtig, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

- Set fra virksomhedernes side må vi konstatere, at det er en meget restriktiv åbning, som regeringen nu lægger op til. Rigtig mange virksomheder og medarbejdere er voldsomt frustrerede, siger DI-direktøren.

Kvæler københavnske hoteller og restauranter

SMVdanmark, der er en organisation for små og mellemstore virksomheder, går så vidt som at kalde regeringens differentierede grænseåbning for ”en langsom kvælning af de københavnske hoteller og restauranter” i en pressemeddelelse.

- Det er svært at forestille sig, at særligt mange af turisterne vil bevæge sig ind til København fra de typiske steder i sommerlandet. Vi forstår ikke, at tyskere, nordmænd og islændingene, der har det samme niveau for smittetrykket, som i Danmark, ikke skal have mulighed for at overnatte i København, siger vicedirektør Jakob Brandt.

Og hvis ikke der åbnes for turisme og ferie i hovedstaden med det samme, så er løbet kørt, mener SMVdanmark.

- En yderligere åbning af grænserne i slutningen af august vil være for sent. Der er turistsæsonen mere eller mindre er ovre. Antallet af overnatninger er der halveret, så det kan hotellerne i København ikke leve af, siger Jakob Brandt.

Mens turister godt må tage ind til København og gå en tur i Tivoli, må de ikke overnatte på hoteller i byen.
Mens turister godt må tage ind til København og gå en tur i Tivoli, må de ikke overnatte på hoteller i byen.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Regionalt samarbejde over sundet håber på adgang for sydsvenske turister

En smule opbakning får regeringens turismeplaner dog fra Greater Copenhagen, der er et politisk samarbejde mellem 85 kommuner og fire regioner i Øresundsregionen.

Her hæfter formanden for Greater Copenhagen Committee, Heino Knudsen – der i øvrigt også er socialdemokrat og regionsrådsformand i Region Sjælland – sig ved, at statsministeren vil indgå i en dialog om åbning af grænsen over Øresund.

- I Greater Copenhagen har vi brug for at få åbnet så hurtigt, som det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gøre. Statsministeren siger, at dialogen med vores svenske naboer om en åbning intensiveres, og det har vi virkelig brug for, siger Heino Knudsen til TV 2 Lorry.

Han er positivt indstillet over for en mulig regional opdelt genåbning for svenske turister, så det eventuelt kun er sydsvenskere, der kan få lov at feriere i Danmark til at starte med. Hvis det altså er forsvarligt, påpeger han.

- Vi kan jo se, at det sydsvenske område ikke er så hårdt ramt som eksempelvis Stockholm-området, siger Heino Knudsen (S).

Ingen åbning for svenskere – men der er dialog

Selvom der er indtil videre ingen grænseåbning mod Sverige, der har en højere grad af smittede end Danmark, er, så er dog fortsat en dialog, forsikrer statsministeren.

- Vi har tæt dialog med vores broderland Sverige. Vi har et tæt forhold, det vil vi også have i fremtiden, siger Mette Frederiksen.

- Vi står forskellige steder i forhold til corona. Vi har et stærkt ønske om at finde en løsning. Det kan være en regional løsning, siger Mette Frederiksen uden dog at komme nærmere ind på, hvordan sådan en løsning kunne se ud, eller hvornår den skal komme.

Statsministeren tilføjede på pressemødet, at regeringen har et særligt fokus på Øresundsregionen i den kommende tid, når yderligere grænseåbning drøftes.

I et faktaark, som regeringen har sendt ud via Twitter, fremgår det, at regionen håber på en åbning af grænserne for svenskere og finner inden den 31. august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik