Godt 150 personer var mødt op, og der blev spurgt interesseret til de nye beboere og med stor iver for at hjælpe.
»Hvornår kan vi byde dem velkommen?«, lød et af spørgsmålene, og opstartsleder for Røde Kors på Sct. Hans, Helle Jørgensen, måtte forklare, at når de første asylansøgere ankommer senere i dag, så skal de lige have ro til at falde til, før der kommer nogen og byder dem velkommen.
Helle Jørgensen var meget overvældet.
- Jeg har været i Røde Kors i 20 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det varmer virkelig meget, at der er så mange, der er klar til at tage så godt imod asylansøgerne, siger Helle Jørgensen til DAGBLADET Roskilde.