Banebrydende forsøg: Sukker skal fjerne drivhusgas fra luften

En forskningsartikel fra 1957 har givet nyt liv til et projekt på Københavns Universitet, hvor kulhydrat skal trække drivhusgassen metan fra luften.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tænk, hvis man kunne bremse den globale opvarmning ved hjælp af noget, så simpelt som sukker. Og tænk, hvis den metode allerede fandtes i historiebøgerne fra 1950'erne.

Netop det skal et hold forskere fra fra SCIENCE på Københavns Universitet nu i gang med at undersøge, skriver Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Her skal de forsøge at gøre et særligt kulhydrats evne til at binde metan så stærk, at det kan trække metan ud af luften omkring os. 

Noget som endnu ikke er muligt i dag.

Metan koster dyrt i klimaregnskabet 

En glemt forskningsartikel fra 1957 har hjulpet kemikere til idéen om at få et kulhydrat til at trække drivhusgassen metan direkte ud af luften.

Metan er 86 gange kraftigere end CO2 og en af de helt store årsager til den globale opvarmning. 

Man anslår, at metan udgør 30 procent af den samlede globale opvarmning fra gasser. Metan udledes i megatons fra den animalske produktion i landbruget og fra mange industrielle processer. 

Metanen produceres blandt andet i køer og andre drøvtyggeres fordøjelsesprocesser, og udskilles herved ved dyrets bøvser og prutter. 

''Gode chancer for at vi kan lykkes''

Mikael Bols er professor på Kemisk Institut og leder projektet. Han ser et stort potentiale i forsøget:

- Kulhydratet samler metanen op ved at binde det til sig og indkapsle det i en lille ring. Men metangassen består af nogle meget små molekyler, som er svære at fange, så bindeevnen hos kulhydratet skal være stærk, og den skal vi forbedre, siger han i pressemeddelelsen.

- Første skridt er at forstå processen til fulde, men jeg tror, at der er gode chancer for, at vi kan lykkes med at få det til at fungere i en nærmere fremtid.

Hvad er metan?

  • Metan, som er hovedkomponenten af naturgas, er en drivhusgas, der er cirka 86 gange kraftigere end kuldioxid

  • Metan produceres i megatons-skala ved mange industrielle og landbrugsmæssige processer. Her sker der udslip eller udledning af metan til miljøet.

  • På denne måde udledte olie- og gasindustrien på verdensplan lidt over 70 megatons metan i atmosfæren i 2020.

  • Man anslår, at metan udgør 30 procent af den samlede globale opvarmning fra gasser.

Kilde: Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Metode kendt siden 1957

Professoren Mikael Bols var på jagt i forskningslitteraturen efter beskrivelser af opsamling af metan, før han og hans studerende gik i gang med projektet. Og her gav det pote at dykke ned i historiebøgerne. 

I et studie fra 1957, havde tyske forskere påvist, at et kulhydrat kaldet a-cyclodextrin kunne binde metan og flere andre gasser i et laboratorieforsøg.

- Artiklen er fra før, jeg er født og viser, at det længe har været kendt, at kulhydratet kunne binde metan, men jeg ved ikke, om folk har været klar over det. Faktisk viser vores indledende forsøg, at kulhydratet binder metan bedre, end de tyske forskere observerede i 1957, så det lover godt, fortæller professor Mikael Bols.

Krystaller af sukkerstoffet a-cyclodextrin som har fanget metan
Krystaller af sukkerstoffet a-cyclodextrin som har fanget metan
Foto: Mikael Bols, Kemisk Institut

Nyskabende idé inden for grøn forskning

Første skridt for forskerne i projektet bliver, at forstå den proces, hvor kulhydratets byggesten, de mikroskopiske molekyler, binder metanen og gøre dem endnu bedre til det. 

- Her vil man skulle finde ud af, hvad vi så gør med den opsamlede gas. Måske man kan genbruge det, måske kan man lagre det i jorden eller omdanne det til et andet stof. Det findes der allerede teknikker til, forklarer Mikael Bols.

Projektet løber de næste tre år og har modtaget 2,8 millioner kroner i støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Projektet her er blandt 37 forskningsprojekter, der er valgt ud som de bedste og mest nybrudsskabende idéer blandt 337 ansøgninger til Danmarks Frie Forskningsfond inden for grøn forskning.




Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol


Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
Metrolinje KBH

Se kortet:
Her vil flertal lægge ny metrolinje i København

20180807-153213-6-5406x3604ma

Nyt gennembrud: Forskere finder årsag til hyppig hjernesygdom

Vis mere