Politiet får flere våben mod vanvidsbilister - og de gør flittigt brug af dem
Politiet har fået flere nye våben i kampen for at få fjernet vanvidsbilister fra vejene.
De seneste fire måneder har politiet gjort flittigt brug af muligheden for at konfiskere biler i forbindelse med vanvidsbilisme, efter en lovændring den 31. marts gjorde det muligt.
Alene den seneste uge har både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi konfiskeret biler, efter de har været involveret i episoder med vanvidskørsel.
- I den konkrete hændelse er der en yngre mand, der kører væddeløbskørsel med en anden bil og bliver målt til at køre over 120 kilometer i timen, hvor man må køre 60. Det bliver takseret som vanvidskørsel, og derfor bliver bilen beslaglagt, siger Søren Enemark, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.
I de første tre måneder efter den nye lovgivning trådte i kraft, blev der beslaglagt 237 køretøjer landet over.
Definitionen af vanvidsbilisme
Hvis du rammer en person, er der tale om vanvidsbilisme når:
• Der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det vil sige, hvis du f.eks. kører for hurtigt eller påvirket. (Straffelovens § 241, 2. punkt)
• Det samme gælder, hvis du laver skade på nogens legeme eller helbred, og det er sket under særligt skærpede omstændigheder. (Straffelovens § 249, 2. punkt)
• Hvis du udsætter andre for nærliggende fare for liv eller førlighed. (Straffelovens § 252)
Hvis du ikke rammer nogen, er der tale om vanvidsbilisme når:
• Man kører særligt hensynsløst
• Man kører med en fart på mere end 100 % af det tilladte, og speedometeret kommer over 100 km/t. Dette ses f.eks. hvis man kører dobbelt så stærkt et sted, hvor man kun må køre 60 km/t
• Man kører med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen
• Man kører i bil med en promille på over 2,0
Nye fartlasere skal fange flere bilister
Men Søren Enemark vil endnu ikke spå om lovgivningens generelle effekt. Men en ting er han dog ikke i tvivl om.
- Vi kan hvertfald se, at den umiddelbare effekt er, at den bil, der bliver brugt til at køre gaderæs og vanvidskørsel, den er ikke længere på gaden, efter vi har taget den, siger han.
Hos Københavns Politi har man også fået endnu et våben mod vanvidsbilisme i form af 12 nye fartlasere, der kan måle hastigheder på endnu længere afstand, så bilister har sværere ved at se, at de er ved at blive målt.
- Med de nye lasere har vi fået et rigtigt godt arbejdsredskab. Det giver os bedre betingelser for at få stoppet de bilister, der kører for hurtigt, så de nye lasere er på den måde med til at højne sikkerheden i trafikken, siger vicepolitiinspektør Henning Pedersen, der er leder af Operativ Færdselsafdeling.
I klippet nedenfor kan du set et tidligere indslag fra TV 2 Lorry, hvor vi var med politiet på kontrol, efter den nye lovgivning trådte i kraft.