Dermed ligger det fast, at Region Sjælland skal have ny
formand fra nytår, uanset hvilket parti, der får størst
opbakning ved valget den 17. november.
Venstre holder først opstillingsmøde til april, men et godt
bud på en ny spidskandidat vil være partiets gruppeformand i
regionen, Kirsten Devantier, Næstved. Inden hun blev valgt til
regionsrådet, sad hun i amtsrådet i Storstrøms Amt i tre
perioder og var de sidste seks år formand for amtets
psykiatriudvalg.
I regionen er 61-årige Kirsten Devantier næstformand for Forum
for opgaver og kompetencer i sundhedsvæsnet og desuden medlem af
forretningsudvalget og forum for psykiatri. Hun stiller sig
gerne til rådighed som spidskandidat.
Kristian Ebbensgaard meddelte sin beslutning om ikke at
genopstille til regionsrådet, da Region Sjælland i formiddag
holdt nytårskur i regionshuset i Sorø.
En anledning, der også blev benyttet til at indvie
regionsrådets nye mødesal, der er etableret gennem en ombygning
og udvidelse af det tidligere Vestsjællands Amts amtsrådssal.
Kristian Ebbensgaard forklarede de mange fremmødte, at hans
beslutning om at stoppe efter en periode i regionsrådet blev
truffet, allerede inden han stillede op i 2005.
- Det er ikke nogen enkelt begivenhed, der har gjort udslaget,
sagde han og forsikrede, at han vil arbejde videre med fuldt
engagement, til hans embedsperiode udløber ved årets udgang.
Socialdemokraterne stiller med Tommy Kamp, Køge, som deres bud
på den næste regionsrådsformand.