En familie, der skulle gøre rent på et posthus, blev fristet
til at tage arbejdet med hjem. Nu er de tre sigtet for tyveri og
kan formentligt godt begynde at kigge i stillingsannoncerne
efter en ny arbejdsgiver.
Det var søndag aften, at vidner så de tre bære forskellige
ting fra postkontoret i Frederikssund ud i deres egen personbil.
En politipatrulje kom frem og konstaterede, at de blandt andet
havde taget en bærbar computer, og hjemme hos dem blev der
fundet flere andre pakker, der tilsyneladende også stammer fra
posten.
Der er tale om en 41-årig kvinde, hendes jævnaldrende mand og
deres 24-årige søn.
/ritzau/