Kurserne er blevet tilbudt, efter at test blandt 3.300 af ældreplejens medarbejdere viste, at godt 1.400 medarbejdere svarende til hele 42 procent er så dårlige til at stave og læse, at det er svært for dem at honorere hverdagens krav om skriftlig dokumentation af deres arbejde.
Antal overrasker borgmester
Det store antal ansatte med sproglige problemer har overrasket SF's sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.
»Det er et stort skridt at screene så stor en gruppe, men når så mange har problemer, viser det, at det var det værd. Den faglige dokumentation er meget vigtig for kvaliteten, og jeg har selv talt med medarbejdere, der fik ondt i maven, fordi det var pinligt ikke at kunne stave simple ord«.
Hvis medarbejderen ikke læser og skriver sikkert, risikerer man, at vigtig viden ikke videregives mellem medarbejder og relevante faggrupper. Det er især de kortest uddannede sosu-hjælpere, der har læse- og staveproblemer, og det drejer sig både om medarbejdere med dansk og med anden etnisk baggrund.