Andengangskøbere skal nu hoste op med næsten 700.000 kroner mere for at få et hus i Københavns omegn i dag sammenlignet med for to år siden. Det viser nye tal fra Nykredit. Samtidig viser nye beregninger foretaget for dagbladet Børsen Privatinvestor af BRFkredit, at par, der købte lejlighed i København i 2006, må flytte meget længere væk fra hovedstaden, end hvis parret havde købt lejligheden i 2004. »Ved indgangen til 2006 kunne en familie med en lejlighed i Københavns by sælge sin lejlighed og købe et hus i omegnen af København mod at betale omkring 0,6 mio. kr. ekstra. I øjeblikket ser billedet for familien helt anderledes ud. Det koster nu over 1,3 mio. kr. ekstra at bytte lejligheden ud med et hus i omegnen til København,« siger chefanalytiker i Nykredit, Thomas Kyhl, der understreger, at en lejlighedskøber i København skal have to til tre gange så mange penge op af lommen for at kunne realisere drømmen om at flytte i parcelhus i omegnen af København.