Sundhedsminister går ind i sag om døde hjertestartere

Problemet med hjertestartere uden strøm skal undersøges nærmere, mener sundhedsministeren.

Det har vakt politisk opmærksomhed, at TV 2 Lorry har afdækket, hvordan der hænger hjertestartere rundt omkring, der ikke serviceres ordentligt, og derfor risikerer at løbe tør for strøm.

En servicekonsulent fra Nærum, Chris Petersen, har fortalt, hvordan halvdelen af de kunder, han kontakter, når hjertestarteren efter fem år skal have nye batterier, slet ikke har vidst, at det var nødvendigt. Det får nu sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), til at se nærmere på sagen.

- Det dur ikke, hvis private, foreninger eller institutioner, der vælger at anskaffe sig en hjertestarter, ikke også tjekker op på, at de fungerer – det er falsk tryghed, og det kan have alvorlige konsekvenser.

- Jeg vil derfor gå i dialog med Hjerteforeningen og Trygfonden for at finde ud af, hvad problemet er, og hvor omfattende det er, lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry.

Alt for mange hjertestartere virker ikke når det gælder. De bliver ikke vedligeholdt

quote Det dur ikke, hvis private, foreninger eller institutioner, der vælger at anskaffe sig en hjertestarter, ikke også tjekker op på, at de fungerer – det er falsk tryghed, og det kan have alvorlige konsekvenser.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby

Man kan vælge at tegne en serviceaftale for sin hjertestarter, så professionelle montører tager sig af opgaven med vedligeholdelse, men det er langt fra alle, der indgår sådan en aftale.

Derfor ser Hjerteforeningen gerne, at der udarbejderes en politisk handlingsplan for vedligeholdelse af hjertestartere. De har nemlig også fået henvendelser fra folk, der har observeret eller – endnu værre – har haft brug for hjertestartere, der ikke virkede.

Fakta om hjertestop

  • 4.000 danskere rammes hvert år af hjertestop.
  • 75 % opstår i hjemmet og 25 % i offentligheden.
  • Overlevelsen efter hjertestop uden for et hospital er 10 %.
  • De fleste vil få varige skader eller dø, hvis ikke de får hjælp inden for ca. 10 min.
  • For hvert minut der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 %.
  • Hjertelungeredning består af 30 hårde tryk og to indblæsninger på skift.
  • I dag træder vidner til med genoplivning i 68 % af alle tilfælde af hjertestop uden for et hospital. En tredobling ift. 2001.

Kilde: Dansk Råd for Genoplivning og Sundhedsstyrelsen.

- Det er i dag regionerne, der har ansvaret for vores ambulanceberedskab, og de påtager sig også at aflæse en hjertestarter, når den har været i anvendelse. Jeg kunne godt se, at man udvidede den opgave, så det også er deres opgave, at der er nok hjertestartere rundt omkring, og at de er serviceret, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

”Et problem der godt kan vokse”

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Liselott Blixt (Da. Folkep.), har efter vores henvendelse om sagen allerede taget kontakt til sundhedsministeren for at se på, hvad der kan gøres.

- Vi har jo set, hvordan hjertestartere er guld værd ved et hjertestop. At vi så står med et problem, når de har hængt i nogle år, bliver vi altså nødt til at gøre noget ved.

- Problemet er vel, at der ikke er nogen, der har tænkt over det her problem. Jeg tror da også, at vi har nogle her på Christiansborg, som jeg lige vil undersøge, om de også bliver vedligeholdt, siger hun med et smil.

En nystartet brancheforening for virksomheder, der arbejder med hjertestartere tager også problematikken alvorligt. De seneste år er antallet af registrerede hjertestartere nemlig mangedoblet.

Fra 134 i 2007 til nu næsten 19.000 hjertestartere. Alene her i området er der over 6.000. Derfor er ordentlig vedligehold vigtigt at have fokus på.

- Potentielt set er det et problem, der godt kan vokse, i og med der bliver solgt flere og flere hjertestartere, heldigvis, siger Fredrik Folke, formand for Brancheforeningen for Hjertestartere.

Liselott Blixt har endnu ikke noget færdigt bud på, hvordan hun forestiller sig, at man griber opgaven an. Men en mulighed kunne være et inddrage de kommunale beredskaber af brandfolk.

- Det kunne være, vi fik lavet en aftale med beredskabet, der kommer rundt i de forskellige kommuner og ude på landet, om at det flettes ind i deres opgaver. Så må vi bagefter se på, hvordan økonomien ser ud, og om det skal beregnes ind, når man køber en hjertestarter.

- Vi bliver også nødt til at se på, om vi fremover skal sikre, at alle hjertestartere har et system, der mere tydeligt viser, hvis den ikke virker. For det må da være forfærdeligt, hvis man har brug for den, og den ikke virker, lyder det fra formanden for Folketingets sundhedsudvalg.

I vores udsendelse klokken 19.30 ser vi nærmere på problemet med hjertestartere, der løber tør for strøm.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik