Som et led i en reform af politikredsen flytter politiets udlændingeekspedition fra Roskilde Politistation til Køge Politistation.
Politiet erkender, at der dermed vil være borgere, der skal rejse længere for at få behandlet deres sag. Men man håber, at et øget fokus på service vil kunne opveje dette.
- Vi har arbejdet med at prøve at imødegå nogle af de ulemper, som er for nogen i politikredsen. Det er lettere for folk fra Køge at komme hertil, men der er langt, hvis man kommer fra Holbæk. Men som regel er det kun et enkelt besøg, der skal til for en udlænding, siger politikommissær Kim Græns, der er leder af udlændinge-enheden, til DAGBLADET Køge.