»Det er ikke folk, der er tidligere straffede. Det er en bredspektret gruppe mennesker,« siger Anders Møller.
Han oplyser, at det ofte er folk, der bor uden for København, men som arbejder i byen, der benytter sig af de falske p-licenser. Anette Storgaard, lektor ved juridisk institut på Aarhus Universitet, mener, at det er de stigende p-afgiter, der får ellers lovlydige borgere til at svindle.
»Det er sandsynligvis tale om nogle, der er utilfredse med parkeringsforholdene og priserne for parkering i København, og som tænker 'nu skal jeg vise dem'. Jeg tror, at man skal se det som en slags oprør,« siger Anette Storgaard.
Men det er ingen drengestreg at fremstille sin egen p-licens på farvescanneren. Der er nemlig tale om dokumentfalsk. Straffen er en erstatning til kommunen, en betinget straf og en plet på straffeattesten. I Frederiksberg Kommune er det langt billigere at stille bilen end i København. Alligevel dukker der også falske p-licenser op i den del af byen.
»Vi ser cirka fem om året, der forsøger at snyde med falske p-licenser. Det er mærkeligt, at de vil løbe risikoen, når det kun er et lille beløb, de sparer ved det,« siger Poul Eldrup, som er leder af parkeringskontoret i Frederiksberg Kommune, til Urban.