Et gasudslip har skabt travlhed hos Nordsjællands Politi og Beredskab Øst onsdag middag.
På Twitter oplyser politiet, at både beredskab og patruljer er på stedet.
- Udslip skete i forbindelse med et gravearbejde.
- Der er ingen meldinger om tilskadekomne, skriver politiets kommunikationsenhed.
Rasmus Storgaard, der er indsatsleder hos Beredskab Øst, er mere meddelsom og oplyser, at meldingen indløb omkring klokken 12.30 mellem Nørgaardsvej og Firsskovvej i Kongens Lyngby.
- Vi fik meldingen om en overgravet gasledning i forbindelse med opsætning af spunsvægge, siger han til TV 2 Lorry.
Borgere evakueret og lokalbane stoppet
Beredskabet valgte herefter at evakuere borgerne omkring udslippet sammen med Nordsjællands Politi.
- Samtidig er det her udslip sket så tæt på lokalbanen, at vi blev nødt til at få den standset. Vi udlagde brandslanger og sprøjtede ind i gastågen, så der ikke kunne gå ild i den, siger indsatslederen.
Ifølge Rasmus Storgaard og Nordsjællands Politi er gassen netop blevet slukket klokken 13.30.