Med et resultat på 449 kilometer på literen var DTU Roadrunners langt fra deres tidligere verdensrekord fra 2015, hvor det lykkedes dem at køre intet mindre end 665 kilometer på literen.
- Vi har en ret tung bil, og det straffer os, når vi skal op ad bakken, forklarer Mathias Thomsen, teamleder for DTU Roadrunners, til Ingeniøren.
Franske studerende tog guldet
Førstepladsen blev snuppet af en kun 69 kilo tung bil fra det tekniske universitet i Toulouse, som med 685 kilometer på literen satte ny verdensrekord.
DTU Roadrunners bil vejer til sammenligning 125 kilo.
- Hvis vi skal have en chance for at vinde og slå rekorden næste år, så skal vi have smidt noget vægt som det allerførste, fastslår Mathias Thomsen overfor Ingeniøren.
Brændstoføkonomiske biler
DTU Roadrunners er et studenterdrevet projekt.
Det har til formål at konstruere ekstremt brændstoføkonomiske biler, der kan deltage i det årlige Shell Eco Marathon og køre så langt på en liter brændstof som overhovedet muligt.
Det er de studerendes opgave at planlægge projektet, designe bilerne, udfærdige arbejdstegninger, købe eller konstruere de nødvendige komponenter og klargøre og teste bilerne, inden de kan deltage ved det årlige Shell Eco Marathon.