Nordsjællands Politi oplever i stigende grad, at borgerne ikke respekterer de afspærringer, som de sætter op i forbindelse med deres arbejde på gerningssteder.
Man risikerer at vanskeliggøre politiets arbejde eller i værste fald ødelægge vigtige spor eller beviser.
Så sent som i søndags valgte omkring 25 borgere at ignorere en afspærring, som politiet havde sat på Sorgenfri Torv.
Her var en ung mand, født i 2002, blevet stukket i hånden med en kniv under et gaderøveri klokken 10 om formiddagen.
Den unge mand flygtede ind på en lokal bodega og bad om hjælp, hvorefter politiet blev alarmeret.
Da politiet ankom til gerningsstedet og skulle sikre sig spor, opsatte de den velkendte rød/hvide ”minestrimmel” som afspærring.
Men flere borgere mente ikke, at de behøvede at tage hensyn til afspærringen.
Risikerer at ødelægge spor
Borgere gik i stedet tværs gennem det afspærrede område, og det får nu politiet til at komme med en opsang til borgerne.
- Man risikerer at vanskeliggøre politiets arbejde eller i værste fald ødelægge vigtige spor eller beviser. Man kan endvidere risikere en sigtelse for overtrædelse af Straffelovens §119 stk. 3 ved at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, siger John Dyhrberg Christenen, fungerende vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politi, i en pressemeddelelse.
Straffeloven paragraf 119, Stk. 3
Kilde: Danske Love
Mand på cykel var ligeglad
En af de personer, der i den grad valgte at blæse på afspærringen, var en mandlig cyklist, som var på vej i supermarkedet.
Efter manden at havde fået besked på, at han kunne parkere sin cykel uden for afspærringen og gå udenom, valgte alligevel han at trodse politiets opfordring og gå direkte igennem afspærringen, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
En betjent på stedet havde ellers forsøgt at appellere til mandens fornuft.
Men da betjentens opmærksomhed for en kort bemærkning blev rettet mod en anden borger, der heller ikke forstod, at også han skulle gå udenom afspærrringen, så så manden med cyklen alligevel sit snit til at gå igennem afspærringen.