Ekschef for PET og it-ekspert: Lav regler for apps på arbejdsmobiler

Forening vil have ens regler for offentligt ansattes brug af arbejdstelefoner. Cybersikkerhedsekspert er enig.

Der bør laves fælles regler for offentligt ansattes brug af arbejdstelefoner og de apps, der må installeres på dem.

Det mener Troels Ørting Jørgensen, der blandt andet har været operativ chef i PET og har haft forskellige stillinger ved EU's politiagentur, Europol.

Han har også været chef for et globalt center for cybersikkerhed i World Economic Forum, der afholder verdensøkonomiske topmøder i Davos i Schweiz. Her er han fortsat tilknyttet som konsulent.

Han bakker op om en opfordring fra Ingeniørforeningen. Foreningen opfordrer til, at offentlige myndigheder får en langt mere kritisk og konsekvent tilgang til, hvilke apps medarbejderne må have installeret på deres telefoner.

Samtidig bør regeringen lave nogle fælles regler.

Meldingen kommer efter flere ugers debat om især det sociale medie TikTok og den risiko for overvågning, der er ved at have den på sin telefon.

- Normalt er jeg ikke tilhænger af forbud, men i det her tilfælde er man nødt til at lave den sondring, at når man har en arbejdstelefon, er den primært til for arbejde, siger Troels Ørting Jørgensen.

- Man bør ikke gå den vej, man gør i øjeblikket, nemlig hvor man har en arbejdstelefon, der også er privattelefon. Man bør have en arbejdstelefon med kun arbejdsrelaterede applikationer, så ingen TikTok, ingen Facebook, ingen LinkedIn. Så kan man have en privattelefon, hvor man har de apps, der er relevante for én, lyder det.

Svært at navigere i

Selv holder Troels Ørting Jørgensen sig fra TikTok. Men det er et enormt svært område at navigere i, medgiver han.

- På den ene side rummer digitalisering store muligheder, men der er den bagside - udover cybersikkerhed, spionage og kriminalitet - at du får en indsigt i menneskers liv, som betyder, at du kan hacke hjerter og sind.

Han mener, man bør overveje, hvilke apps man kan undvære på sine enheder.

- Man skal tænke på, om man vil have en kinesisk software og platform, hvor man ikke kan være sikker på, om det, vi gør på platformen, ikke bruges mod os på et senere tidspunkt.

- Det betyder ikke nødvendigvis, at Google, Facebook og andre er ret meget bedre, men de er dog ikke vores fjender globalt set, sådan som vi i øjeblikket betragter Kina, lyder det.


Center for Cybersikkerhed, CFCS, fraråder statslige ansatte at bruge en række apps på arbejdstelefoner. Samme direkte opfordring gælder ikke kommuner og regioner eller virksomheder.

CFCS anbefaler de enkelte aktører at lave en risikovurdering.

Men det skaber usikkerhed, når nogle myndigheder forbyder bestemte apps som TikTok, mens andre nøjes med at fraråde det, mener Ingeniørforeningen.

Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) fastholder trods opfordringen, at det er op til de enkelte aktører at lave en risikovurdering.

Men "det er et område, der bevæger sig hurtigt, og det kan ikke udelukkes, at der er brug for at justere anbefalingerne", siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik