- Jeg har set frem til det i lang tid.
Sådan lyder det fra filmentusiast Christian Muusmann Krogsdal fra Gentofte.
Han har netop erhvervet sig et helt nyt abonnement fra Nordisk Film Biografer, der giver fri adgang til biografen og dets film alle ugens dage.
Selv går Christian Muusmann Krogsdal, der til dagligt arbejder i film- og tv-branchen, i biografen fire gange om måneden. Her betaler han cirka 80 kroner per billet – nogle gange mere - hvilket løber op i minimum 320 kroner om måneden.
Med det nye abonnement, BioPlus Unlimited, skal han betale 229 kroner om måneden – et tilbud, han er er glad for.
- For sådan en som mig, er det noget, man har ventet på længe. Jeg kommer til at gå mere i biografen, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle se den samme film flere gange, siger Christian Muusmann Krogsdal til TV 2 Kosmopol.
Vil øge antallet af gæster
BioPlus Unlimited er allerede tilgængelig i Nordisk Films Biograf i Aalborg, Kennedy Arkaden, hvor abonnementet har kørt siden oktober 2021.
Tirsdag rulles det ud i alle Nordisk Films 23 biografer over hele landet – heraf de otte biografer, som Nordisk Film driver i Storkøbenhavn – blandt andet Imperial, Dagmar, Palads, Field’s og Falkoner.
Christian Krogsdal har da også holdt øje med abonnementet, siden det startede i Aalborg, og han købte abonnementet få minutter efter, at det blev offentliggjort, at det også kom til hovedstaden – og det vil han kunne drage fordel af.
- Økonomisk er det fedt for mig. Der er film, jeg ved, jeg skal se, og så er der film, jeg måske vil se. Nu skal jeg ind og se det hele, siger Christian Muusmann Krogsdal.
Nordisk Film Biografer forventer, at det landsdækkende biografabonnement vil løfte det samlede antal af biografbesøg, fordi flere vil gå mere i biografen.
- Vi har oplevet en efterspørgsel efter et biografabonnementsprodukt med fri adgang til film fra vores gæster og det lancerer vi med BioPlus Unlimited, siger direktør i Nordisk Film Biografer, Casper Bonavent, og fortsætter:
- Vi forventer, at initiativet vil være med til at løfte antallet af biografbesøg og øge antallet af gæster. Der er flere som går i biografen, og den enkelte gæst, går oftere i biografen, siger Casper Bonavent.
(Artiklen fortsætter efter afstemningen)
Spørg Os - Afstemning
_
Bekymring for mindre biografer
Ved købet af det månedlige abonnement på 229 kroner binder man sig i fire måneder, hvorefter man kan melde sig fra.
Derfor skal man af med 916 kroner for køb af abonnementet.
Tror I selv på, at folk vil købe sig ind på abonnementet, hvis man binder sig i fire måneder?
- Vi tror fuldt og fastbesluttet på, at det er attraktivt produkt. Det er en opvejning af, hvor meget man har tænkt sig at bruge det. Det er et årskort til Tivoli også. Man skal se, hvor ofte man bruger det, siger Casper Bonavent og fortsætter:
- Dem, der går meget i biografen, de får et fantastisk produkt men det er også med til at skabe flere nye frekvente gæster som tidligere ikke gik så meget i biografen.
Hvor kan biografabonnementet bruges i TV 2 Kosmopols område?
Storkøbenhavn:
Dagmar
Falkoner
Fields
Imperial
Lyngby Kinopalæet
Palads
Taastrup
Waves
Sjælland:
Frederikssund
Hillerød
Køge
Selvom filmentusiast Christian Muusmann Krogsdal glæder sig over initiativet, er han dog bekymret for, at det vil gå udover de mindre biografer.
Han går nemlig ofte i de mindre biografer, fordi de er billigere.
- Jeg er bekymret for, at de med det her tiltag kommer til at disamere de mindre biografer, siger Christian Muusmann Krogsdal, der med abonnementet kan tillade sig at gå i de biografer, hvor billetprisen er højere.
Ifølge Christian Muusmann Krogsdal vil han dog fortsat gå i de mindre biografer, da de viser film, som de store biografer ikke viser.
Direktør Casper Bonavent deler dog ikke den bekymring.
- Jeg er ikke nødvendigvis bekymret for, at de små biografer bliver ramt. Vi agerer ud fra, hvad der passer bedst til vores forretning. Vi gør det for at skabe et bedre oplevelse for vores gæster, siger Casper Bonavent og fortsætter:
- Valget af biograf er ofte betinget af, hvor man bor. Bor man i nærheden af en biograf, så går man i den. Jeg mener personligt ikke, at man skal være bekymret, siger Casper Bonavent.
Hos Grand Teatret i København, der netop er en af de mindre biografer, tager direktør Kim Foss tiltaget fra Nordisk Film Biografer ad notam.
Selv tvivler han på, at biografkædens nye abonnementsordning vil få mærkbar betydning for mindre biografer som Grand Teatret.
- Overordnet er det altid kedeligt, at man internt i branchen begynder at konkurrere på pris, men jeg har samtidig tillid til vores produkt. Nok kan filmudbuddet være en fællesnævner på nogle punkter, men jeg tror samtidig, at man vælger et sted som Grand Teatret til af nogle grunde, som man ikke altid kan få i Nordisk Films biografer, siger han til TV 2 Kosmopol.
Positivt for branchen
Biografabonnementet er det første af sin slags i Danmark, men lignende abonnementsordninger kendes fra biografkæder i udlandet.
Casper Bonavent mener også, at det er et godt tiltag for branchen.
- Det er først og fremmest godt for gæsterne. Det er også godt for filmbranchen. Trafik til film i biografen er godt for hele industrien. Det driver omsætning ude i branchen. Så det er positivt, at der bliver skabt trafik, siger Casper Bonavent til TV 2 Kosmopol.