Filminstruktør overfaldet efter Pride: "Det handlede kun om min seksualitet"

For Mathias Broe, der er queer, sluttede årets Pride ikke som håbet. Han mener, at han fik to knytnæveslag i ansigtet, alene fordi han er, som han er.

Glæde, fællesskab og mangfoldighed.

For filminstruktøren Mathias Broe - der er queer -  og resten af LGBT+-miljøet er Priden et fast holdepunkt i tilværelsen og et af årets højdepunkter.

Netop i år gik Priden dog ikke som planlagt for Mathias Broe, da han tog del i den store fejring.

Det fortæller han til TV 2 Kosmopol. 

Efter at have været genstand for flere - ifølge ham - hadefulde tilråb i løbet af dagen, kulminerede Priden i negativ forstand, da han natten til søndag stod sammen med sin partner i metroen på Københavns Hovedbanegård og skulle hjem.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad betyder queer?

Queer er et begreb eller betegnelse både om en tilgang til køn og seksualitet, såvel som om en person.

Queer kan være en tilgang til køn og seksualitet, der definerer sig i opposition til samfundets binære kønsforståelse (et mandeligt og kvindeligt køn), og som stiller spørgsmålstegn ved kønsroller og hele tankegangen om to binære køn, der supplerer hinanden.

Queer-personer eller queers bruges nogle gange som samlebetegnelse for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der falder inden for LGBT+-spektret. Queer kan dog også udgøre en kønslig og/eller seksuel identitet i sin egen ret, hvilket undertiden markeres af et Q i forkortelsen LGBTQ.

Kilde: LGBT+ Danmark & Den Store Danske

Mathias Broe fortæller, at en håndfuld unge mænd stod tæt på dem og råbte ad dem. Kort efter insinuerede én af de unge mænd pludseligt, at han ville skyde Mathias Broe og kæresten, da hans hænder var formet som pistoler og rettet direkte mod dem.

Et signal, som Mathias Broe ikke kunne opfatte som andet end en trussel.

- Jeg blev vildt provokeret og råbte: ”Hvad fanden har I gang i?” siger han.

Mathias Broe siger, at han i affekt kastede noget øl i retning af gruppen, hvilket fik dem til at nærme sig, hvorefter den ene slog Mathias Broe i ansigtet med to knytnæveslag.

Angrebet fik filminstruktøren og partneren til at flygte ud af metroen.

Da de kom op på Rådhuspladsen, hvor de trøstede hinanden, blev de mødt af tre andre passerende fyre, der ikke var begejstret for at se de to stå og holde om hinanden. ”Ad, hvad fuck er det der”, fortæller Mathies Broe, der blev sagt om ham og kæresten.

- Man kan altid diskutere, hvad intention er, men jeg var slet ikke i tvivl om, at de ikke mente det positivt, siger han.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Mathias Broe

  • 31 år

  • Uddannet filminstruktør fra den alternative filmuddannelse Super16

  • Vandt i 2020 en Robert for sin afgangsfilm Amfi i kategorien "Bedste korte dokumentar"

En hadforbrydelse

Efter overfaldet har han fået en flænge på sit ene øre, hævelse i ansigtet og hovedpine. Han mener selv, at han er sluppet billigt i forhold til, hvad der kunne være sket – og så er han ikke i tvivl om, at han har været udsat for en såkaldt hadforbrydelse.

- Det var tydeligt for mig, at det kun handlede om min og min partners seksualitet og identitet, siger Mathias Broe.

Kunne det ikke have været så meget andet end din person og seksualitet, der udløste angrebet på jer?

- De truer os jo symbolsk på livet, og det er et signal om, at der er noget ved os, de ikke synes om. Det kan godt være, at de var kommet op at slås alligevel, hvis der havde stået nogle andre end os, men jeg tror ikke, at de havde stillet sig hen og truet os på den måde.

- De er nok ikke vant til, at queer-personer siger fra på den måde, som vi gjorde, fordi vi ofte bliver bange eller er mestre i at ignorere vold. Og det understreger kun over for mig, hvorfor det er vigtigt, at vi har en Pride, siger han.

Københavns Politi oplyser, at politikredsen efterforsker syv sager i perioden 12. august – 20. august 2023 som mulige hadforbrydelser. I to af sagerne er der sigtede - en i hver.  

En principsag

Gennem livet har Mathias Broe oplevet at blive mobbet og blive fremmedgjort, for den han er, ligesom han er blevet overfaldet fysisk og verbalt.

Volden mod ham i denne weekend er dog det hidtidige lavpunkt, når det kommer til angreb mod ham og hans person.

- Jeg vil jo i bund og grund gerne ignorere det, men det er bare ikke altid, at man kan det. Jeg er bare heldig, at det er sjældent, der sker noget for mig sammenlignet med andre i miljøet, og jeg tror, at det skyldes, at jeg ikke er særligt feminint klædt. Men jeg ved, at transpersoner for eksempel er meget udsatte, siger Mathias Broe.

quote Jeg vil jo i bund og grund gerne ignorere det, men det er bare ikke altid, at man kan det

Mathias Broe

Filminstruktøren har efterfølgende politianmeldt episoden i metroen, og det er der flere grunde til.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at min sag bliver en del af statistikken, og det er vigtigt, at sager som min bliver taget seriøst. Det er en principsag for mig, for der skal være plads til alle, og man skal ikke bare kunne gå og slå andre ned. Når det er sagt, så er der også et håb inde i mig om, at voldsudøvere kan få en lærestreg og få noget hjælp, siger han.

TV 2 Kosmopol har set dokumentation for, at sagen er politianmeldt.

En stigning i anmeldelser

Og han er ikke den eneste fra LGBT+-miljøet, der har anmeldt hadforbrydelser i de senere år.

I januar i år offentliggjorde Rigspolitiet en rapport, som fastlagde, at antallet af anmeldelser om hadforbrydelser mod personer fra LGBT+-miljøet er steget fra 79 i 2020 til 102 i 2021.

Politiet fortæller dog, at der er et enormt mørketal på området, så de har reelt svært ved at sige, om der er en stigning i voldsepisoder, eller om der er en stigning i anmeldelser, som tallene er et udtryk for.

Én af dem, som inden længe kommer til at tage del i statistikken er Mathias Broe. Selvom han nu har mærket volden på egen krop, så skræmmer det ham ikke fra at deltage i Priden til næste år.

- Jeg hører tit fra mine venner, at de går og er bange for at blive overfaldet, og jeg forstår dem bedre nu. Så jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke vil tænke over, om det kan ske igen, men jeg er generelt tryg ved at gå i gaderne i København, siger han.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik