Flere får kamera i bilen: Se optagelser af farlige situationer i trafikken

Flere bilister får installeret såkaldte dashcams, der optager alt, når man kører. Og optagelserne kan blive afgørende i forsikringssager, hvis man er involveret i et uheld.

- Min forsikring har klappet i deres små hænder. De glædede sig over, at det nu er muligt at bevise, hvem der har skylden. 

Sådan siger Per Rasmussen fra Nivå, som for nogle måneder siden var indblandet i den trafikulykke, som du kan se i videoklippet.

quote Min kæreste råber: Han stopper ikke!

Per Rasmussen, bilist

Den 15. august kørte Per Rasmussen med sin kæreste ad Usserød-Kongevej imellem Nivå og Kokkedal, da uheldet pludselig indtræffer klokken 20.22.

Her kører Per Ramussen ind i den bil, som ikke overholdt sin vigepligt.
Her kører Per Ramussen ind i den bil, som ikke overholdt sin vigepligt.

- Der er sådan forholdsvis godt vejr, så der er god sigtbarhed. Men pludselig kommer der en bil fra en tilstødende vej, som ikke stopper for hajtænderne, fortæller Per Rasmussen.

På klippet kan man tydeligt se, at bilisten i den sorte bil ikke overholder sin vigepligt og ender med af køre lige ud foran Per Rasmussen, der rammer den sorte bil med 58 km/t.

- Jeg når lige at tænke: Han må da snart stoppe! Han skal jo holde for hajtænderne! Men det gør han ikke.

- Min kæreste råber: Han stopper ikke! På det tidspunkt har jeg allerede klodset bremserne. Men han er for tæt på, til at jeg kan nå at stoppe.

Heldigvis skete der kun materielle skader, og ingen af personerne i de to biler kom noget alvorligt til.

- Vi er okay. Der skete ikke andet, end at selen trykkede ved kravbenet, siger Per Rasmussen

Per Rasmusen købte og installerede sit dashcam for tre år siden, efter hans kæreste havde været impliceret i et uheld, hvor de ikke selv mente, hun bar noget af skylden. Men på grund af manglende beviser besluttede forsikringsselskaberne, at udgifterne skulle deles mellem begge parter.

dashcam, trafikulykke
Per Rasmussen og hans kæreste kom heldigvis ikke noget alvorligt til ved uheldet.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Flere dashcams i trafikken

Per Rasmussen er dermed en del af den statistik, der siger, at flere bilister indenfor de seneste år har valgt at få et dashcam - som både kan fås til forruden og bagruden.

Og optagelserne kan få betydning. Især når der sker en ulykke, og parterne ikke er enige om, hvad der er sket, og hvem der var skyld i uheldet, lyder det fra bilejernes organisation, FDM.

- De kan tjene som bevismateriale. Især hvis det ender i påstand mod påstand, hvor parterne har forskellige opfattelser af episoden. Men her kan et dashcam nogle gange vise helt præcis, hvad der er sket, siger Simon Nguyen Kildeby, jurist hos FDM.

Ifølge FDM er efterspørgslen på bilkameraerne stigende. Både i FDMs egen butik og hos andre forhandlere. Man kan selv installere et dashcam, men man kan også få professionelle til at gøre det.

Dashcam i bilen: Hvad er lovligt?

Nogle biler har indbygget kamera, som kan bruges til at optage under kørslen. Andre har eftermonteret et dashcam i forruden, som også giver mulighed at optage.  

Uanset hvilken løsning, du kan anvender, er der nogle regler, som du skal overholde.  

Det er lovligt at filme trafikken med dit dashcam, hvis blot du sikrer:

  • at du kun optager på offentlig vej

  • at det ikke får karakter af såkaldt tv-overvågning. Det kan f.eks. efter omstændighederne være tilfældet, hvis dit kamera filmer under længere parkering samme sted

  • at enkeltpersoner ikke optræder på en måde, så de er det primære objekt i billedet, hvis du offentliggør filmen. Ligesom du ved offentliggørelse bør sløre evt. nummerplader.

Det er lovligt at have et kamera i forruden på din bil, så du kan filme i trafikken eller måske ligefrem livestreame din tur gennem det danske landskab.

Kameraet må dog ikke hindre udsynet gennem ruden, og en eventuel strømledning må heller ikke være i vejen. Det er ikke nødvendigvis ulovligt at betjene kameraet under kørslen.

Men hvis betjening forstyrrer kørslen og f.eks. stjæler opmærksomheden fra vejen, så er det ulovligt.

Hvis du ønsker at bruge dine optagelser fra dit dashcam i forbindelse med en forsikringssag, kan du ikke nødvendigvis forvente, at forsikringsselskabet vil godtage dine dashcam-optagelser.

I Danmark er der udviklet en mere eller mindre fast praksis for skyldfordeling i forbindelse med forsikringsskader i trafikken. Men hvis der er uenighed om de faktiske forhold eller hændelsesforløbet, kan optagelser fra et dashcam muligvis bruges som bevismateriale.

Kilde: FDM

Alle Teslaer har for eksempel også dashcams indbygget som standard. Det samme gælder mange nye bilmodeller fra blandt andet BMW, Toyota, og Mercedes.

Steen Bonvang fra Taastrup har også et dashcam installeret i sin bil. Hans kamera har optaget flere farlige situationer. Blandt andet klippet herunder, hvor en bilist bliver utålmodig og overhaler indenom i nødsporet.

- Man se, at det vælter op med småsten fra rabatten. 

En utålmodig bilist bruger nødsporet til af overhale.

Steen Bonvangs dashcam har også fanget en episode, som mange bilister nok med egne øjne har set mange gange i trafikken.

- Det er jo en klassisk situation. En bilist finder pludselig finder ud af, at han skal dreje fra på motorvejen, og så kører han henover fuldt optrukne linjer og op på afkørslen.

En bilist træffer en lynhurtig beslutning og krydser fuldt optrukne linjer.

Kan afgøre ansvar

Og når uheldet er ude, kan optagelserne fra et dashcam altså få afgørende betydning for, hvor skylden placeres.

Hos forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension, mener man ligeledes, at dashcams kan hjælpe med at få skabt mere præcise vurderinger og undgå sager, hvor man bliver nødt til at slå halv skade.

- Det betyder, at sager om ulykker bliver afgjort på et mere retfærdigt grundlag. Fordi der simpelthen er mere dokumentation for, hvad der er sket, siger Thomas Brenøe, som er vicedirektør i Forsikring og Pension.

Spørg Os - Formular

_

Sammenstød med bus 

En særlig episode var afgørende for, at Steen Bonvang købte sit dashcam. Han var nemlig involveret i et uheld med en bus, hvor han efterfølgende følte sig uretfærdigt behandlet. 

- Der var en bus, der ramte min bil. Buschaufføren spurgte, om det var mig, der var kørt ind i bussen? Jeg svarede: Jeg kørte ikke ind i dig, det var dig, der kørte ind i mig.

Dashcam, trafikulykker
Steen Brovang fra Taastrup installerede et dashcam efter et uheld med en bus.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Men chaufføren stod fast, og sagen endte i påstand mod påstand.

- Derfor måtte jeg selv stå for skaderne på min bil. Efter det tænkte jeg, at det nu var på tide, at få et dashcam.

Steen Bonvang viser endnu et klip fra hans dashcam, hvor en bus kører over for rødt.

- Bussen kommer fra motorvejen og blinker til højre. Af en eller anden mærkelig grund ombestemmer han sig, og vil til venstre i stedet for. Han ender med at køre over for bragende rødt, siger Steen Bonvang.

En bus kører over for rødt.


Kan få betydning for præmien

Hvis du kan dokumentere, at du ikke har ansvaret for en skade, kan det påvirke størrelsen både af din selvrisiko og din forsikringspræmie.

- Jo flere skader du har, jo mere betaler du. Hvis du slipper for ansvaret for en skade, fordi den ikke er din skyld, så slipper du også billigere i præmie og selvrisiko, end du ellers ville have gjort, siger Thomas Brenøe fra Forsikring og Pension.

I mange nye biler er dashcam en del af standardudstyret. Bland andet alle Teslaer.
I mange nye biler er dashcam en del af standardudstyret. Bland andet alle Teslaer.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Et af de dashcamklip Steen Bonvang har sendt til sin forsikring, er fra dengang han kørte ind i et rådyr. Han fik dækket sine skader på bilen, men er trist over at råddyret mistede livet.

I videoen herunder påkører Steen Bonvang et rådyr. Vi skal advare om voldsomme billeder. Tryk afspil for at se videoen.

Bliver brugt til kampagne

Rådet for Sikker Trafik arbejder for at højne sikkerheden i trafikken. De bruger også videoer fra dashcams i forbindelse med kampagner.

- Når vi kan se i vores data, at der er et problem for eksempel med høj fart, eller uopmærksomhed i trafikken, så kan vi vise, hvad der reelt sker ude i virkeligheden, ved at vise klip fra dashcams, siger Jeppe Holm Guldmann.

Han understreger, at Rådet for Sikker Trafik altid slører både nummerplader og mennesker på klippene. Målet er at højne sikkerheden ved at gøre opmærksom på trafikale forhold. Det er altså ikke for at hænge nogen ud. 

Et klip fra en kampagne fra Rådet for sikker trafik, der viser, hvor galt det kan gå på få sekunder.

Herunder kan du se hele indslaget.

Se hele indslaget om dashcams på TV 2 Kosmopol klokken 19.30 i aften, eller klik her og se det med det samme.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik