Oversigt

Seneste nyt

Forældrepar kalder voldtægtsanklager mod søn en kæmpe løgn

Forældre til dreng, der bliver anklaget for voldtægt på Borup Skole, mener ikke, at der er tale om voldtægt.

Forældrepar fra Borup Skole er i chok over, at deres søn bliver fremstillet som en voldtægtsforbryder i sag om krænkelser på Borup Skole.

Det skriver B.T., der har talt med forældreparret, der optræder anonymt i artiklen.

Ifølge parret er anklagerne "en kæmpe løgn".

Mandag morgen skrev TV 2, at en niårig pige var blevet voldtaget af en jævnaldrende dreng gennem et år.

Ifølge B.T. er parret forældre til den i dag tiårige dreng, der bliver anklaget for at have begået flere voldtægter.

Parret fortæller, at drengen og pigen har haft en kærestelignende relation. De anerkender, at der er sket nogle seksuelle handlinger mellem børnene.

Alligevel mener de, at det er forkert at bruge ordet voldtægt.

- Det er fuldstændig hensynsløst at dømme vores søn på den måde. Alt det her er kommet frem alene på grund af pigens udtalelse. Ingen fagpersoner har lavet en udtalelse på vores søn. Så vi står magtesløse tilbage, siger parret til B.T.

B.T. skriver i artiklen at både Børns Vilkår og klinisk børnepsykolog Mimi Strange, der er direktør i JanusCentret, siger, at voldtægt er det forkerte ord at bruge, når det handler om små børn.

Mediet har også været i kontakt med pigens forældre. Pigens moster har svaret på vegne af familien, og hun siger, at "der er tale om grænseoverskridende seksuelle krænkelser, som min niece aldrig har givet samtykke til".