Formandskamp lurer i hovedstadsområdet: Henriksens drømme får ikke kandidat til at strække våben

Lokalformand for Nye Borgerlige vil stadig stå i spidsen for partiet og er klar til et eventuelt kampvalg.

Martin Henriksen vil gerne være formand for Nye Borgerlige - dog er han med egne ord endnu ikke officiel kandidat - men selv om Henriksen er et kendt navn i dansk politik, får hans melding ikke umiddelbart en anden bejler, nemlig lokalpolitiker Nis Otto Kristensen, til at droppe ambitionen om at blive formand for partiet.

Nis Otto Kristensen, der er lokalformand for partiet i København, er klar til et kampvalg, skulle det komme dertil, siger han til Ritzau.

- Jeg har stor respekt for Martin Henriksen, men jeg går stadigvæk efter formandsposten, siger han.

- Martin Henriksen har et navn med sig, men jeg er den, der har været i partiet længst tid, siger Nis Otto Kristensen og fremhæver blandt andet, at han i egen optik er stærk på klimapolitikken som uddannet maskiningeniør med speciale i energi.

- Vi tager en kamp om pladsen, siger Nis Otto Kristensen.

En anden, der har meldt sig som formandskandidat, er Githa Nelander, der er byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Næstved Kommune.

Hun har ikke umiddelbart ændret holdning efter Henriksens melding, men lægger vægt på, at det overordnet er vigtigst, at partiet - skulle det fortsætte - ikke genstarter med stridigheder. Derfor vil hun gerne undgå et kampvalg.

- Jeg gider ikke kampvalg. Så må vi finde ud af internt, hvordan skærer vi kagen her. Er der en formand, en næstformand eller hvordan og hvorledes?

- Der skal være nogle aftaler. Der skal vi se hinanden i øjnene. Det store drama kan vi ikke starte et parti på. Vi er nødt til at blive enige, siger hun.

Stifter Pernille Vermund har meddelt, at hun vil søge om at opløse partiet, men det er ikke sikkert, det bliver så enkelt for hende som først antaget.

Hovedbestyrelsen er enig i Vermunds indstilling, men for at Nye Borgerlige kan blive opløst, skal der afholdes to ekstraordinære generalforsamlinger.

To tredjedele af de stemmeberettigede skal begge gange stemme for at opløse partiet. Det har organisatorisk formand Frederik Meyer Johannesen oplyst til DR Nyheder.

Nye Borgerliges hovedbestyrelse tager hul på planlægningen af partiets opløsning - hvis det ender sådan - 27. januar, hvilket vil være et længere forløb. Det har den organisatoriske formand Frederik Meyer Johannesen meddelt til Altinget i sidste uge.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik