Her er Letbanens første grønne tog

Det første tog til Hovedstadens Letbane skal nu testkøres i Tyskland. Herefter ankommer det til Danmark senere på året.

I 2025 vil Letbanens grønne tog fylde i bybilledet fra Lyngby til Ishøj, hvor de vil rulle med maksimalt 70 kilometer i timen.

Det første tog blev færdigbygget på 11 måneder på Siemens fabrik i Serbien.

Siden er det fragtet gennem de østrigske alper til Tyskland, hvor det nu skal testkøres. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hovedstadens Letbane.

Dermed er Hovedstadens Letbane et skridt tættere på at blive til virkelighed.

- Med færdiggørelsen af det første letbanetog bliver det endnu mere synligt og håndgribeligt for alle, at der om blot få år kommer til at køre en letbane rundt i hovedstadsområdet. Stationerne skyder langsomt op i landskabet, og de første skinner er for længst blevet lagt, siger Lotte Kludt, der er kontraktdirektør for transportsystemer hos Hovedstadens Letbane, i en pressemeddelelse.

Bremselængde og accelerationskrav skal testes 

På fabrikken i Serbien har toget gennemgået en række tests, mens det holdt stille. Døre, kabler, indretning, ventilation og belysning er blandt andet blevet testet. Men nu skal det grønne tog altså testes imens, det er i bevægelse.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

hovedstadens letbane nyt togdesign
Foto: Hovedstadens Letbane/Pressefoto

Det vil foregå på Siemens egen 30 kilometer lange teststrækning, hvor togets bremselængde og accelerationskrav skal efterprøves, og så skal det også undersøges, om toget for eksempel kan holde stille på en bakke over længere tid uden at rulle baglæns.

- Dermed sikrer man, at sikkerheden er på plads, inden toget senere på året skal testes på dansk jord på letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup Kommune, skriver Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Her ruller det første tog på testcenteret i Tyskland.
Her ruller det første tog på testcenteret i Tyskland.
Foto: PR foto

Tog vil ankomme i en lind strøm i 2023 

Hovedstadens Letbane forventer, at det første tog ankommer til Danmark i sensommeren 2023, hvorefter det vil blive testkørt. Ikke længe efter vil det første tog få selskab af det næste tog, som allerede nu er sat i produktion. Tog nummer to forventes at ankomme til Danmark i oktober 2023.

- Vi forventer at kunne starte test- og prøvekørsler af det første færdigproducerede letbanetog i starten af 2024. Det bliver en stor dag, når det ruller ud på sin første tur mellem Lysskær i Herlev Kommune og Glostrup Station, som er vores prøvestrækning på 7,5 kilometer, siger Lotte Kludt i pressemeddelelsen.

Herefter vil togene ankomme i en lind strøm med cirka en måneds mellemrum. Det tager cirka seks måneder at bygge et helt tog, og forventningen er, at Siemens har leveret otte tog til Hovedstadens Letbane i slutningen af 2023.

Og i 2025 vil de grønne letbanetog så rulle på ruten mellem Lyngby og Ishøj.

(Artiklen fortsætter efter kortet.)

Hovedstadens Letbane får 29 stationer. På seks stationer kan man skifte til S-tog, og det er de stationer - på nær Lundtofte - som fremgår på kortet.
Hovedstadens Letbane får 29 stationer. På seks stationer kan man skifte til S-tog, og det er de stationer - på nær Lundtofte - som fremgår på kortet.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol

Siemens vil i alt levere 29 tog af mærket Avenio, som i dag kører i blandt andet Haag, München og Nürnberg.

De grønne letbanetog består af fire vogne og hele toget er cirka 2,65 meter bredt, 37 meter langt og 3,5 meter højt.

Der er seks dobbeltdøre på hver side af toget, og der vil være plads til omkring 260 passagerer med 64 siddepladser og cirka 198 ståpladser.

Fakta om letbanen

  • Letbanen strækker sig over 28 kilometer mellem Lyngby og Ishøj og går igennem otte kommuner med 29 stationer undervejs. 

  • Der bliver omstigning til S-tog på seks stationer: Lyngby, Buddinge, Herlev, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj. 

  • Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden. 

  • 11 kommuner og Region Hovedstaden står bag Hovedstadens Letbane. Kommunerne er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup. 

  • Den største letbanestation bliver Glostrup med over 6.000 passagerer på et hverdagsdøgn. Herefter følger Lyngby, Herlev, Buddinge, Lyngby Centrum og Herlev Bymidte. 

  • Letbanen får en forventet tophastighed på 70 kilometer i timen. Gennemsnitshastigheden vil være på cirka 30 kilometer i timen inklusiv stop ved stationer.  

  • 13-14 millioner passagerer ventes at bruge letbanen årligt – og cirka 4.000 daglige personture forventes at flytte fra bilerne og over i letbanen, når den åbner. 

  • Hver passager forventes at rejse gennemsnitligt 5,5 kilometer på en tur med letbanen. 

  • Der kan være cirka 260 mennesker i et letbanetog. Det svarer til cirka fire bybusser. 

  • Letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger i Glostrup, hvor der er etableret spor og værkstedshal til drift og vedligehold af 29 togsæt, arbejdskøretøjer samt faciliteter til cirka 250 medarbejdere. 

Kilde: Hovedstaden Letbane


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik