Oversigt

Seneste nyt

Kongens bog er en af de bedst sælgende det seneste årti

Det tog hurtigt fart, da kong Frederik ud af det blå udgav bogen "Kongeord" tilbage i januar i forbindelse med tronskiftet. Allerede på udgivelsesdagen blev den revet ned af boghylderne.

Og med godt to måneder på markedet har bogen lagt sig som en af de bedst sælgende bøger det seneste årti. Det viser tal fra Danmarks største onlineboghandler, Saxo, og nethandlen Gucca.dk.

Hos Saxo er "Kongeord" den bedst sælgende inden for kategorien "biografi & erindringer" de seneste ti år, mens det er den bedst sælgende bog overhovedet de seneste fem år.

Det fortæller Lærke Jürs, der er presseansvarlig hos Saxo.

- Det er en bog, som har sat rekorder lige fra starten. Den slog rekorden for bedst sælgende bog nogensinde på udgivelsesdagen hos Saxo, og interessen er der stadig, siger hun.

Hos Gucca.dk, som det seneste år har solgt 400.000 bøger, er kongens bog den mest solgte bog det seneste årti.