Oversigt

Seneste nyt

Minister vil stoppe "udansk" kønsopdelt svømning i kommuner

Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har i et brev opfordret 12 borgmestre til at tage "alle redskaber i brug" for at forhindre "udansk" kønsopdelt svømning.

Udtalelsen kommer, efter at Udlændinge- og Integrationsministeriet har spurgt landets kommuner om forekomsten af kønsopdelt svømning i offentlige svømmeanlæg.

Integrationsministeren har igangsat undersøgelsen på baggrund af et beslutningsforslag fra maj 2023 om at forbyde muligheden for at opdele svømmehaller på baggrund af køn.

Kønsopdelt svømning betegner en situation, hvor der tilbydes svømning til personer af samme køn, og hvor det modsatte køn ikke må deltage eller overvære aktiviteten, står det i et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Samtlige 98 kommuner er blevet spurgt, og 92 har svaret. 12 af dem har svaret, at de er bekendte med, at der tilbydes kønsopdelt svømning i kommunens svømmeanlæg.

Og det bekymrer Kaare Dybvad Bek, som kalder det "udansk".

- Jeg mener helt grundlæggende, at kønsopdelt svømning er udansk og undergravende for integrationen i Danmark.

- Vi skal ikke lade mellemøstlige normer diktere, hvordan vi indretter vores offentlige rum, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.