Nu kører 40 procent af Sjællands busser på el

Søndag satte trafikselskabet Movia yderligere 75 elbusser i drift. Dermed kører to ud af fem busser på Sjælland og øerne nu på el.

Stiger man som passager på en helt tilfældig bus fra Movia, er der sådan cirka 41 procents chance for, at bussen kører på el i stedet for fossile drivmidler.

Søndag har Movia udrullet elektrificeringen af deres buslinjer, så to ud af fem af trafikselskabets busser nu kører på el.

I alt er yderligere 75 elbusser fordelt på 32 buslinjer sat i drift søndag, skriver Movia i en pressemeddelelse.

Busserne er sat ind på linjer, der betjener kommunerne Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Køge, Ringsted og Stevns samt Frederikssund, Hillerød og Solrød. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

For de første seks nævnte kommuner markerer søndagens udrulning samtidig overgangen til de første elbusser i området.

I pressemeddelelsen står borgmestre og udvalgsformænd i de ni kommuner i kø for at udtale sig i positive vendinger om de nye elbusser. 

I faktaboksen herunder kan du læse, hvad de har at sige:

Det siger politikerne til de nye elbusser:

Tina Tving Stauning (S), borgmester i Frederikssund Kommune:
- Frederikssund Kommune er ambitiøs på klimaområdet. Ikke kun for kommunens egen drift, men også for kommunen som geografisk område. Og nu spiller Movia flot ind med endnu en stor CO2-reduktion i den kollektive trafik. Vi hilser de nye elbusser velkomne, og ser frem mod endnu mere grøn omstilling i trafikken.

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune:
- I byrådet er vi glade for de nye el-busser. Passagererne får en mere behagelig køretur, og samtidig forurener bussen ikke vores lokale miljø. Dermed lever den offentlige transport op til kommunens klimahandleplan og giver samtidig mere livskvalitet.

Kirsten Jensen (S), borgmester i Hillerød Kommune:
- De nye busser er en virkelig dejlig nyhed. I Hillerød arbejder vi for at få endnu flere mennesker over i offentlig transport, både for miljøet og trængslens skyld. Når de nye busser er på vejene, vil 74 procent af busdriften i Hillerød være eldrevet. Det er godt for miljøet - og for passagererne, som får bedre busser at køre i.

Marie Stærke (S), borgmester i Køge Kommune:
- Det glæder mig, at der fremover skal køre elbusser på Køge Kommunes store busruter. Skiftet er i overensstemmelse med kommunens ambitiøse klimaplan om at reducere klimabelastende transport og byder på gevinster både i forhold til klima, luft- og støjforurening.

Emil Blücher (LA), borgmester i Solrød Kommune:
- Vi har allerede nu gode erfaringer med elbusser, som jo ikke alene udleder mindre CO2, de er også langt mere støjsvage. Samtidig ser vi, at en stigende andel af private bilister skifter over til miljøvenlige elbiler, og det giver rigtig god mening, at den kollektive trafik også følger med og på den måde tager medansvar for vores fælles klimaindsats

Lars Prier (DF), formand for Teknisk Udvalg i Høje-Taastrup Kommune:
- Det er godt og grønt, at vi får elbusser i Høje-Taastrup Kommune, og det er helt i tråd med vores arbejde for at nedbringe CO2-udledningen fra netop transport. Og så er det et plus for både passagerer og naboer, at elbusserne er støjsvage. Mindre støj og mindre møg. Først kom elbilerne - nu kører elbusserne. Det varsler godt for udviklingen.

Kalbiye Yüksel (SF), formand for miljø- og klimaudvalget i Ishøj Kommune:
- Ved at indføre elbusser tager vi en aktiv rolle i kampen for miljøet og klimaet. Busserne er et konkret eksempel på, hvordan vi kan gøre en forskel lokalt for både vores borgere og klimaet. De er et vigtigt skridt på vejen mod vores mål om at reducere udledningen af CO2 i Ishøj Kommune. Elbusserne viser, at det er muligt at kombinere behovet for en effektiv offentlig transport med vores ansvar for at beskytte miljøet.

Flemming Petersen (V), formand for Udvalg for Plan, Miljø og Teknik i Stevns Kommune:
- Det er bydende nødvendigt, at vi accelererer den grønne omstilling, og at vi som kommune sætter ind, hvor vi kan. Et af stederne er vores kollektive trafik, og derfor glæder det mig, at vi nu kan sætte en elbus ind i vores drift. De er forhåbentligt blot de første i rækken på vej mod en kollektiv trafik uden brug af fossile brændstoffer.

Britta Nielsen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune:
- I 2021 valgte byrådet elbusser til kommunen. Nu kan vi glæde os over at se dem glide stille gennem vores gader. Elbusserne bliver en positiv tilføjelse til vores by, som både bymidten og landområderne får glæde af. De nye elbusser reducerer både forurening og støjniveauet fra trafikken. Helt i tråd med vores grønne omstilling i Ringsted kommune.

CO2-besparelse

Ifølge Movia giver de 75 nye elbusser giver en samlet årlig CO2-besparelse på 4.100 ton.

Det er et tal, der skal ses i lyset af, at Movias samlede busflåde ifølge mediet MobilityWatch udledte 89.047 ton CO2 i 2022, og at den samlede CO2-udledning fra bustrafik i Danmark årligt kan opgøres til op mod en halv million ton CO2.

Men lidt har også ret, og skridt for skridt nærmer Movia sig målet om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen skal køre på el.

De nye elbusser kommer til at køre på følgende linjer:

101A, 102A, 103, 106, 108, 109, 114, 115, 116, 117, 118, 119, 120, 121, 127, 128, 225, 303, 305, 307, 337, 245R, 246, 405, 406, 408, 415, 467, 469 og 99N.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik