Ny regel træder i kraft: Disse bilister bliver ramt

Bilejere kan være tvunget til at købe en ny bil, hvis de vil besøge landets største byer.

Mange bilister får fremover en klækkelig bøde, hvis de forsøger sig med at køre ind i de største danske byer.

Fra 1. oktober bliver det således forbudt for dieselpersonbiler af klassifikationen Euronorm 1-4 at køre ind i miljøzonerne i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Frederiksberg, medmindre de har fået eftermonteret et godkendt partikelfilter.

Det skriver bilejerorganisationen FDM i en pressemeddelelse.

I Region Hovedstaden gælder det 12.000 dieselbiler, og på landsplan er det op mod hver tiende dieselbil, viser tal fra Bilstatistik.dk.

En kostelig affære 

Tallene melder dog intet om, hvor mange af disse biler, der allerede har fået eftermonteret et godkendt partikelfilter.

Men FDM understreger, at monteringen langt fra er mulig i alle bilerne, ligesom det også kan være en kostelig affære. Ifølge FDM koster monteringen mellem 5.000 og 15.000 kroner. Derfor vil det for mange disse bilejere kun give mening at købe en ny bil, hvis de vil køre ind i landets største byer.

Den nye regel skyldes en lovændring fra 2022, som giver landets fem største kommuner, der i dag har en miljøzone, mulighed for fra 1. oktober 2023 også at stille krav til de ældste persondieselbiler for at sikre renere luft i byerne.

Kravet gælder allerede for busser, lastbiler og varevogne på gule plader og papegøjeplader.

Skulle en af de ældre dieselbiler, som er omfattet af kravet og uden et filter, alligevel forvilde sig ind i en miljøzone, får bilisten en bøde på 1500 kroner. For lastbiler og busser er bøden på 12.500 kroner.

De mest udbredte Euronorm 4-biler

TV 2 har fået en rangeret liste over de mest udbredte Euronorm 4-biler målt på antal fra Bilstatistik.dk.

  1. Peugeot 206 – 4400

  2. Peugeot 207 – 4279

  3. Kia Ceed – 3204

  4. Peugeot 308 – 3059

  5. Hyundai I30 – 2864

  6. Skoda Fabia – 2438

  7. Ford Focus – 2219

  8. Ford Mondeo – 1832

  9. Ford C-Max – 1712

  10. Citroën C4 Picasso – 1575

  11. Opel Corsa – 1510

  12. Ford Fiesta – 1322

  13. Volkswagen Golf – 1173

  14. Citroën Berlingo – 1075

  15. Volkswagen Touran – 1045

  16. Volvo V50 – 1032

  17. Citroën C3 Picasso – 1011

  18. Volkswagen Passat – 975

  19. Renault Clio – 824

  20. BMW 1’er – 748

Foreslår forhøjet skrotpræmie

Ifølge FDM er der både kameraer ved indgangen til miljøzonerne og inde i zonerne for at sikre, at reglerne bliver overholdt. Og FDM støtter op om de nye regler. 

- Der er ingen tvivl om, at de ældste dieselpersonbiler uden partikelfilter er blandt de mest svinende. Derfor bakker vi i FDM op om de nye skærpede krav i landets miljøzoner, så nu også dieselpersonbiler uden partikelfilter holdes ude af de store byer, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Organisationen så dog gerne, at man fra politisk side imødekom de berørte bilejere, som risikerer ikke længere at kunne bruge deres biler.

- Med de nye krav er mange nu reelt tvunget til at købe en nyere bil. Derfor mener vi også, det vil være mest rimeligt, hvis man samtidig hjalp bilejerne af med deres gamle biler for eksempel med en forhøjet skrotpræmie. Det har man tidligere gjort med succes, siger Dennis Lange.

Er man i tvivl, om ens bil må køre ind i miljøzonerne efter 1. oktober, kan man slå registreringsnummeret op her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik