Oversigt

Seneste nyt

Politiet forlænger lukning af bandeklubhuse i Nordsjælland

Nordsjællands Politi har besluttet at forlænge lukningen af to tilholdssteder for rockere og bander, så det er forbudt at opholde sig de pågældende steder foreløbig indtil 7. november.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om tilholdssteder i henholdsvis Kvistgård og Hørsholm.

Beslutningen skyldes, at der ifølge politiet er en "betydelig risiko" for, at en igangværende konflikt mellem to grupperinger i rocker- og bandemiljøet udvikler sig yderligere.

- Konflikten mellem de to grupperinger i rocker- og bandemiljøer er fortsat verserende. Så derfor forlænger vi lukningen af tilholdsstederne.

- Borgerne i politikredsen skal kunne føle sig trygge, hvor de bor og arbejder, siger politiinspektør Svend Foldager i pressemeddelelsen.

Det drejer sig om en lejlighed på Oldenvej i Kvistgård og to lejemål på Ved Klædebo i Hørsholm.

Indtil 7. november klokken 14.30 er det forbudt at opholde sig på de to adresser.