Oversigt

Seneste nyt

Skal du i haven i dag? Beredskab opfordrer til at lade ukrudtsbrænderen stå

En weekend med sol og varme temperaturer står for døren, og det inviterer mange til at kaste sig over havearbejdet.

Men står til Beredskab Øst, skal du undgå at tage ukrudtsbrænderen i brug.

- En ukrudtsbrænderen er en flammekaster. Den er varm og kan meget nemt starte en brand, skriver beredskabet i et opslag på Facebook, hvor man altså opfordrer borgerne til at lade ukrudtsbrænderen stå.

Samtidig oplyser beredskabet, at man fredag rykkede ud til mindst en brand, der var forsaget af en ukrudtsbrander. Også hos Danske Beredskaber deler man opfordringen.

- Det er en god idé, at man tænker sig godt om, hvis man skal have åben ild i naturen. Hvad enten det er grillen, trangiaen eller cigaretten, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef  ved Danske Beredskaber, til Ritzau.

Og uden påpasselighed kan brande opstå i den kommende tid. I øjeblikket breder der sig nemlig en tørke over Danmark - særligt hovedstadsområdet - og det får altså brandfaren til at stige. 

Fredag skrev TV 2 Vejret således, at der i løbet af de første 12 dage af maj blot var faldet fem millimeter regn. Normalt falder der ifølge TV 2 Vejret 47,3 millimeter nedbør i årets sidste forårsmåned.

Der er dog ikke mange millimeter på vej mod hovedstadsområdet i prognoserne for de næste uger, og derfor kan maj gå over i historien som en af de tørreste nogensinde, vurderer TV 2 Vejret