Oversigt

Seneste nyt

Stor aktion mod lattergas på Sjælland

Københavns Vestegns Politi har anholdt fire mænd i en aktion mod et netværk, der har stået bag distribution og salg af lattergas.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Et større antal adresser på Sjælland blev tirsdag morgen ransaget, og et "større parti" lattergasflasker blev beslaglagt, lyder det.

I forbindelse med aktionen har politiet også beslaglagt puff bars, kontanter og blankvåben.

- Vi har stor fokus på ulovligt salg af lattergas, og vi har fulgt flere af de netværk der står bag salget i en længere periode – og disse netværk kan belave sig på, at vi på ingen måde er færdige, siger lederen for Københavns Vestegns Politis Særlovs-afdeling, politikommissær Kristian Broch i pressemeddelelsen.

De fire anholdte er alle blevet sigtet for opbevaring og salg af lattergas. 

- Vi kan ikke udelukke, at der kan ske flere anholdelser i forbindelse med sagen og de anholdte i sagen, kan nu se frem til et juridisk efterspil, siger Kristian Broch.

Ransagningerne og anholdelserne har fundet sted på Vestegnen og i København, Midt- og Vestsjælland samt Nordsjælland.  

Københavns Vestegns Politi oplyser, at aktionen er sket i samarbejde med Skattestyrelsen.

TV 2 Kosmopol har tidligere afdækket, hvordan Sundhedsmyndighederne det seneste år set markant flere unge med slemme nerve- og forfrysningsskader på baggrund af et intenst lattergasmisbrug. Det kan du læse mere om her.