Oversigt

Seneste nyt

Temperaturen nåede i nat ned på 14 graders frost i Nordsjælland

Temperaturen har de koldeste steder i landet natten til søndag været nede i nærheden af 20 graders frost. Det viser temperaturmålinger fra Vejdirektoratet søndag morgen.

Koldest er det i det centrale Vendsyssel omkring Hjørring og i Østjylland omkring Sabro. Vejdirektoratet, som både måler temperaturer på vejbanen og i luften, har omkring Sabro målt en lufttemperatur på minus 20 grader Celsius.

Også i Nordsjælland har det været koldt. Vejdirektoratet har her målt lufttemperaturer på 14 frostgrader. Også her meldes der om ekstremt lave vejtemperaturer.

Temperaturen på vejen er relevant i forhold til, hvor glat føre der er. Når temperaturen kommer under 6-8 graders frost, mindskes effekten af saltning af vejene, oplyser Vejdirektoratet.

Ser man på målingerne fra officielle vejrstationer under Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, var Roskilde Lufthavn det koldeste sted i hovedstadsområdet søndag morgen. Minus 12,5 grader viste termometeret omkring klokken 09.