Oversigt

Seneste nyt

Undersøgelse: Øremærket barsel til mænd virker

Øremærket barsel til fædre har hurtigere end ventet skabt et markant løft i fædres brug af barsel.

Det viser en ny undersøgelse blandt medlemmerne af Ingeniørforeningen (IDA), der som formentlig første fagforening har undersøgt effekten blandt medlemmerne.

Efter stor debat trådte de nye regler med et bredt politisk flertal bag sig i kraft 2. august sidste år.

Reglerne gav 11 ugers orlov øremærket til far eller medmor mod hidtil bare to uger.

De nye tal fra IDA viser, at fædrene hurtigt har taget en væsentligt større del af orloven sammenlignet med tidligere. Fra 9,5 uger til 13,6 uger. Kvinderne har i snit taget næsten fire en halv uge mindre.