Bilister og fodgængere på Frederiksberg fik sig onsdag eftermiddag er chok.
Pludselig væltede en elmast ned på Søndre Fasanvej.
En bus fyldt med passagerer blev ramt af elmasten, fortæller TV 2 Lorrys journalist Julie Elenor Andersen, som tilfældigvis gik forbi stedet kort efter ulykken.
- Jeg har talt med buschaufføren, som fortalte mig, hvad der skete. Bussen kom kørende, da det pludselig væltede ned med gadelamper, og der lød et ordentlig brag. Chaufføren og alle passagererne blev meget forskrækkede, siger Julie Eleanor Andersen.
Hun fortæller, at ingen af passagererne kom til skade, og at de efterfølgende blev lukket ud af bussen, som nu er kørt til reparation.
- Man kunne se en stor bule på bussens tag der, hvor elmasten ramte. Man kan godt forstå, at det må have været en chokerende oplevelse for alle dem, der var i bussen, siger Julie Elenor Andersen.
Vidne: Det kunne have gået helt galt
Efter ulykken blev Søndre Fasanvej kortvarigt afspærret, mens en motorcykelbetjent dirigerede trafikken.
TV 2 Lorry har talt med Jeppe Bannebjerg Henriksen, som var en af flere vidner. Han fortæller, at han hjalp politiet med at dirigere trafikken.
- Det kunne have gået fuldstændig galt. Folk er rimelig chokeret, og også buschaufføren så forskrækket ud. Det forbavser mig, hvordan sådan elmast bare kan vælte, siger han.
TV 2 Lorry har været i kontakt med Københavns Politi. Her oplyser vagchef Jesper Frandsen, at politiet har været kaldt ud til en anmeldelse om nedfaldne ledninger på Søndre Fasanvej.-
Jeg kan umiddelbart ikke oplyse yderligere. Men vi er stadig på stedet, siger han og tilføjer, at politiet modtog anmeldelsen klokken 15.43.