Den årlige liste over landets mest populære navne er netop udgivet af Danmarks Statistik.
Og ser man på hele Danmark, var Sofia det mest populære navn at give til en nyfødt pige i 2016, mens det var Noah, hvis barnet var en dreng.
Listen afslører dog også, at selvom Sofia og Noah var de mest populære navne i 2016 generelt, så ændrer billedet sig, når man ser på regionerne.
Især når det kommer til drengenavnene er det forskelligt, hvilket navn der er mest populært.
Kun i Region Sjælland ligger Noah på førstepladsen. I Region Syddanmark valgte flest forældre i 2016 at kalde deres nyfødte søn William, hvilket var landets mest populære navn sidste år. I Region Midtjylland valgte nybagte forældre oftest navnet Victor; i Region Nordjylland fik flest nyfødte drenge navnet Malthe, og i Region Hovedstaden var Oscar det mest populære valg.
Enighed om pigenavne
Forældrene var i 2016 mere enige om, hvad deres piger skulle hedde.
I Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Midtjylland var det mest populære navn til en nyfødt pige i 2016 Sofia.
I landets resterende regioner var de nybagte forældre enige om, at Ella var det mest populære navn til en pige.
Sidste år var landets mest populære pigenavn ligeledes Sofia, mens drengene skulle hedde William.
Se den fulde liste for Region Hovedstaden herunder - fordelt efter antallet af nyfødte med navn:
Piger
Ella - 145
Alma - 142
Clara - 136
Agnes - 133
Emma - 133
Olivia - 132
Anna - 128
Karla - 117
Esther - 114
Ida - 114
Drenge
Oscar - 183
Carl - 179
Noah - 160
Oliver - 158
Victor - 157
Alfred - 152
Lucas - 138
William - 138
August - 137
Emil - 135