I mandags meldte Aldi rent flag. Tirsdag fulgte Rema 1000 i Aldis fodspor. Nu har både Kiwi og Meny meldt sig under fanerne og meldt ud, at de også går bort fra salg af buræg.
Dermed er samtlige landsdækkende supermarkeder nu i gang med at udfase buræg, og hvis alt går efter planen, vil man efter 2020 ikke kunne finde buræg på en eneste af landets supermarkedshylder.
Dyreværnsforeningen Anima kalder udviklingen for et historisk fremskridt og en milepæl i kampen for bedre dyrevelfærd.
- Med samtlige landsdækkende supermarkeders udfasning af buræg er vi kommet et kæmpe skridt nærmere enden på burhønsenes kummerlige forhold, siger kampagnechef i Anima, Lina Lind Christensen.
Hun mener, at beslutningen om at fjerne buræggene fra hylderne er udtryk for, at forbrugerne er blevet hørt.
- Vi kommer fortsat til at presse på for at afskaffe buræggene herhjemme. For hver virksomhed, der indfører en burægfri politik, vokser forbrugerpresset på de konkurrenter, som stadig sælger eller bruger æggene. Da nyheden om ALDIs kursskifte slap ud i mandags, eskalerede kapløbet om ikke at blive den sidste, som bøjer sig for forbrugernes krav, siger Lina Lind Christensen, der er kampagnechef i Anima.
Ifølge Anima lever en gennemsnitlig, dansk burhøne hele sit liv på et areal, der svarer til lidt over et stykke A4-papir. Hønsene kommer aldrig udenfor.