Så snart det stod klart, at Storbritannien forlader EU, begyndte de resterende EU-landes bestræbelser på at få EU's lægemiddelagentur, European Medicines Agency (EMA), til netop deres land.
Her forsøger blandt andet Danmark og København i øjeblikket at gøre sine hoser grønne. Og i Sverige forsøger man at få det til Stockholm. Men nu foreslår det dansk-svenske politiske samarbejde Greater Copenhagen & Skåne Committee at samle kræfterne om at få det agenturet til København. Det skriver News Øresund.
Greater Copenhagen & Skåne Committe har skrevet et åbent brev til de to regeringer.
EMA har tæt ved 900 ansatte og har til opgave at godkende nye lægemidler i EU og at holde øje med det europæiske marked for lægemidler.
- Konkurrencen om EMA bliver hård. Sverige og Danmark får brug for størst mulig politisk tyngde, hvis det skal lykkes at få EMA hertil. Derfor anbefaler vi i et åbent brev, at vores landes regeringer samarbejder frem for at konkurrere indbyrdes om EMA. Samarbejde vil give os en stor fordel, siger Henrik Fritzon, formand for The Greater Copenhagen & Skåne Committee og Region Skåne.
Største koncentration af industri og forskning
Netop København har meget at byde på, mener regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Soc.dem., der også er næstformand i The Greater Copenhagen & Skåne Committee
- Vi kan tilbyde EMA den bedste placering i Norden her i København, for Greater Copenhagen har Nordens største koncentration af lægemiddelindustri, universiteter og universitetshospitaler. Og vi har en af Nordeuropas største lufthavne, så internationale eksperter nemt kan komme til og fra EMA. Derfor anbefaler The Greater Copenhagen & Skåne Committee, at EMA placeres her.
Også bestyrelsen for den dansk-svenske life science-organisation Medicon Valley Alliance, med bestyrelsesmedlemmer fra såvel Lunds universitet som Malmø högskola og Region Skåne, stiller sig bag den danske kampagne for at få EMA til København.
– Fra vores regionale perspektiv er København helt enkelt den stærkeste og mest realistiske kandidat i Medicon Valley, siger organisationens administrerende direktør Petter Hartman i en pressemeddelelse.