Kørte over for rødt efter at have tjekket mobilen: Derfor kan vi ikke lade telefonen være

En ekspert peger på, at vi mennesker vænner vores hjerner til at forvente en belønning fra vores telefon, og det gør, at vi har svært ved at lade den være.

Mange bilister er på telefonen, imens de kører bil, selvom det er både ulovligt og kan være farligt.  

I hovedstaden er bilisternes uopmærksomhed i trafikken et stigende problem for sikkerheden. Det mener hele 60 procent af de adspurgte i en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik står bag. Det fortæller TV 2 Kosmopol tirsdag. 

Her i artiklen viser en video fra Rådet for Sikker Trafik eksempelvis, at en bilist kører direkte over for rødt, fordi personen er på sin telefon. Videoen kan ses øverst i artiklen.

Og det skyldes, at vi mennesker kan opbygge en stor afhængighed af vores telefon ligesom med alkohol og stoffer, forklarer psykologen Jakob Linnet. 

Han leder Ludomaniklinikken på Odense Universitetshospital, som rådgiver folk med alvorlig afhængighedsadfærd.

- Vi har alle noget, der hedder dopaminsystemet, og det hjælper os med at huske ting eller lægge mærke til ting, der har en særlig værdi for os. Her vænner hjernen sig til, at der er noget belønning forbundet med aktiviteten, forklarer han.

Belønningssystem i hjernen gælder også for telefonen, som på mange måder kan sammenlignes med alvorlige afhængigheder som ludomani, hvor man har en forventning om at få en belønning i form af penge.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Spørg Os - Formular

_

- Med mobilen forventer man måske, at der kommer nogle spændende nyheder eller informationer fra den, der kan give en tilfredsstillelse, og det bliver forstærket af dopaminsystemet, og hvis man først har opbygget det, så kan telefonen være det, man søger til, for at komme af med kedsomhed.

En ud af fire bilister siger i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, at de tjekker deres mobiltelefon, mens de holder i kø eller holder for rødt lys.

Og ifølge Jakob Linnet er det uagtet, om man sidder i en farlig situation eller ej, at man søger mod telefonen, hvis man først har opbygget sin afhængighed.

- Når man er mindre opmærksom, som hvis man er træt, så forsøger hjernen stadig at løse simple problemer, som for eksempel kedsomhed. Så selv i situationer, hvor man ikke ønsker det, så kommer man til at være på telefonen, for så er det den måde, man håndterer kedsomhed eller rastløshed på, forklarer han.

Det kan du gøre

Rådet for Sikker Trafik har beregnet, hvor langt man kører ved få sekunders uopmærksomhed.

Kører man for eksempel 10 kilometer i timen og tjekker telefonen i fire sekunder, så kører man 11,1 meter, mens man kører 22,2 meter, hvis man er fraværende i fire sekunder og kører 20 kilometer i timen. 

Se forsøget herunder:

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Videoen viser, hvor langt man kører med 20 kilometer i timen, hvis man bare er uopmærksom i få sekunder.

Det kan derfor være farligt bare at være fraværende i få sekunder i trafikken, og Jakob Linnet har et par råd til, hvordan man holder snuden væk fra telefonen, når man er i trafikken.

- Det første, du kan gøre, er at lave forhåndsaftaler med dig selv, inden du sætter sig ind i bilen. For mange kan det fungere at have telefonen i håndfri, altså for eksempel i en telefonholder eller slå den til via bluetooth, når man er i bilen. Få nogle gode alternativer.

Et andet råd er ret simpelt og virker måske også ganske logisk, og så er det nok også det mest effektive.

- Sluk telefonen. Det er det bedste, du kan gøre, hvis du simpelthen ikke kan lade den være, slutter han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik